Bog 1. Min første tid uden for kolonien sammen med Tage og Arne
1939 -
_________________________________________________
Ud af kolonien
Jeg rejste fra kolonien i foråret 1939. Vi var tre ungkarle Tage, Arne og mig, vi kunne ikke se nogen fremtid i kolonien. Nu havde vi
været der i 9 måneder, og der var ikke sket noget. Vi havde hver tjent en ugeløn, tilsammen svarede det vel til 70 kroner alt i alt. Det var jo ingen ting, Men så havde vi selvfølgelig også fået kost og logi.
Vi kunne ikke stikke af uden videre, for vi var jo medunderskrivere af kontrakten. Så vi snakkede hver med vores husbond, og de var med på, at vi godt måtte rejse. Vi fik også hjælp
fra tolken i kolonien. Han gik med os op og snakke med direktøren. Han var venezuelaner, men af tysk afstamning, og han kunne godt se, at det ikke var noget liv for ungkarle som os at bo i kolonien. Det var helt i orden, hvis vi havde mod på at
rejse ind i landet, og se om der var noget at lave på en eller anden hacienda. - Men, sagde han, inden I nu stikker af, så skal I have en anbefaling herfra. I skal kunne vise, hvem i er, I er jo ikke nogen hvem som helst. I er kommet herover på
Venezuelas regning, så hvis I bliver taget for et eller andet, så skal i kunne vise hvem i er.
Vi forlod kolonien og rejste til Valencia. Der var F. L. Schmidt ved at bygge en cementfabrik.
Det var stort, så det skulle jo være mærkeligt, om vi ikke kunne få et job der. Den første vi rendte ind i, hed Mogensen og var dansker. Han var formand for, hvad der havde med beton at gøre, alt hvad der skulle støbes
for at lave sådan en fabrik. Han kunne godt bruge os. Ja, for de medhjælpere, han havde, de snakkede jo kun spansk, og det kunne han ikke. Men han kunne ikke sådan lige antage os. Det skulle forelægges højere oppe.
Direktøren for cementfabrikken hed Stilling, og han sagde, at hvis det er folk ude fra Chirgua-kolonien, så er der ikke noget arbejde, for de er kommet til landet for at lave landbrug og ikke for
at bygge cementfabrik. Færdig med det.
Nu kunne vi så vise, at vi havde fået lov til at rejse. - Ja, så var det selvfølgelig noget andet. Jeg kan give jer et tilbud,
sagde han, og det er at hernede bag cementfabrikken, der har jeg en parcel. Den må i få og rode i, det skal ikke koste jer noget. Og her på fabrikken har jeg en traktor med tilbehør, plov og harve, og hvad der nu ellers hører
til. Den må I låne og køre med lige som det passer jer. Det skal heller ikke koste jer noget. Så kan to af jer tage sig af parcellen, og den tredje han kan arbejde oppe på fabrikken og tjene en ugeløn.
Det tilbud det tog vi imod. Tage han var udlært gartner der hjemme, og Arne han var landmand ligesom mig, så de ville tage sig af parcellen, og så skulle jeg arbejde oppe på fabrikken.
Den første gang jeg kom op til Mogensen på fabrikken, spurgte han mig, - kan du bukke jern. Nej, det var jo ikke lige det, jeg var verdensmester i. Du kan vel bruge en tommestok, sagde han og gik
hen til et bukkebord. Og så bukkede han lige en bøjle. Det havde han jo gjort hundreder af gange. - Nu skal du se, sagde han, og så bukkede han en tre fire stykker mere. Og her er en plan. Der er mål på de her bøjler,
og målene de skal være i orden.
Så gik jeg i gang. Det tog vel en halv dages tid og flere hundrede bøjler, men så havde jeg også lært lave dem. Og bagefter
kom Mogensen med fire venezuelanere. De kunne hverken bukke jern eller noget. Så det blev min opgave at lære dem det. Jeg kunne jo bedre snakke med dem end Mogensen.
Tiden gik og jeg
fik jeg lært at bukke jern både på den ene og den anden måde. Og vi fik jernet hængt op og lavet forskallinger. Det gik udmærket. Men da vi kom vi op i 1. sals højde, så skulle betonen jo hales op, og der var
ikke rigtig nogen kran, så de købte et hejseværk. Det var en søjle, hvor en spand kørte op ad siden, og så var der lavet en automatik, så den væltede ud over en silo. Og så gik det ved et elektrisk lille
spil, hvor der var et håndtag og en bremse.
Det blev mit arbejde at få det stablet op. Vi skulle kunne nå op i 2. sals højde med betonen, så søjlen var vel 12,
13 meter. Men vi fik den op og stå med nogle barduner, så den ikke kunne vælte, og vi fik også spillet og spanden monteret. Bagefter kom Mogensen og sagde, at nu skulle jeg finde en mand der ville køre sådan en. Jeg skulle
bare lade ham, øve sig, mens den var tom, så han kunne få føling med den.
Jeg fandt en mand, og han var vældig interesseret i det. - Nu skal du bare blive ved
med at køre, sagde jeg, indtil du har færten af det. Og han kørte og kørte. Hvad der så skete og hvad der ikke skete, det er jeg ikke rigtig klar over. Men en af dem, der gik oppe på stilladset, fandt ud af, at han behøvede
sku ikke at gå ned af stigen. Han kunne da bare hoppe op i spanden og køre med ned. Men venezuelaneren der kørte spillet, han må have været lidt uopmærksom Han så ham ikke.
Pludselig fik jeg øje på, at der sad en mand i spanden, og at den var på vej ned med en forfærdelig fart. Ham der kørte spillet, han stod i vejen, men jeg fik stukket hånden imellem hans ben, fik fat i
bremsen og stoppet spanden. Så der skete ikke noget. Men hele fabrikken, de havde jo fået øje på det her. Der var en hylen og en skrigen. De så jo den her stakkels mand på vej ned i en forfærdelig fart.
Bagefter ville ham der kørte spillet, ikke havde noget med det at gøre mere. Og så sagde Mogensen, - nu bliver det altså dig der bliver spilmand, Det bliver dig der kommer til
at hejse betonen op. Og så skal vi have fundet en, der kan passe blandingsmaskinen.
Sådan blev det, og ham der passede blandingsmaskinen, han var god nok. Betonen den måtte jo ikke
blive for tynd, og heller ikke for tyk. Det skulle være sådan, at vi kunne får den ud af spanden og ned i siloen, så vi kunne køre det ud med trillebøren. Det gik godt nok.
Tiden gik, og en dag sagde Tage, - nu skal vi have noget af det, vi har avlet solgt, inden harer og kaniner, insekter og alt mulig andet æder det hele. Vi havde lejet en tom garage, og der boede vi for min ugeløn. Den skulle slå
til for os alle tre, og det kneb godt nok. Men nu havde vi gulerødder, hvidkål og grønkål og jeg ved ikke hvad.
En søndag gik vi ind på markedet og så
på priserne, hvad vi kunne få for sådan nogle grøntsager. På vej hjem havde vi det ligesom konen med æggene, hende i eventyret. Vi filosoferede, og vi regnede. Hvis vi var heldige at få et solgt alle vores grøntsager,
så kunne vi godt få noget ud af det.
Det var om søndagen, og mandag morgen gik vi selvfølgelig ud og passede hver vores. Arne og Tage gik ud til parcellen, og jeg gik hen
på fabrikken. Tyve minutter efter så stod de oppe på fabrikken - Einar, vi skal snakke med dig. Hvad er der nu galt? Alt det vi havde nede på parcellen, det er væk. Væk, det kan det da ikke være væk, det
stod jo på roden. Jo, det er alt sammen stjålet.
Det var alvorligt, men jeg kunne ikke gøre noget, før det var fyraften, så måtte vi snakke om det. Men på
hele fabrikken gik historien jo, at danskerne de havde fået en parcel til at gro med kål og porer og alt muligt, det så godt ud. Men nu var det hele stjålet.
Chauffør på teglværket
I Valencia var der en ældre herre, der hed Wenzel. Han havde boet i Venezuela i en menneskealder. Ham brugte vi som konsulent, hvis vi skulle have ordnet et eller andet, han havde altid et godt råd.
Så Arne og Tage de var gået op til Wenzel og fortalt, hvad der var sket, og forhørt sig om hvad der kunne gøres. - Det skal I bare glemme, sagde Wenzel. Lad være med at rode op i det. Der er så meget korruption herovre.
Det kan være politiet selv der har gjort det. I bliver nødt til at glemme det.
Men Wenzel hjalp os nu alligevel. Han havde kontakt til en dansker der bestyrede et teglværk, og
han havde af og til brug for en mand, han kunne regne med. Venezuelanerne, de var jo ikke så solide. Det kunne da godt være, at han kunne bruge en eller anden. Så ham tog Wenzel kontakt til. Han hed William Brown, og han var sønderjyde,
ja egentlig tysker, men han havde gået i dansk skole.
Brown, han manglede en chauffør, så hvis der var en med et kørekort, så kunne han få pladsen her og nu.
Jeg havde jo et dansk kørekort. Så da Brown hørte det, sagde han til Wenzel, at han ville komme dagen efter for at snakke med de unge mennesker.
Brown kom og vi fik snakket. Jo,
han havde brug for en chauffør til at køre mursten, og hvis jeg havde et kørekort, så kunne jeg få jobbet. Men mit kørekort det var jo dansk. Det gav mig ikke lov til at køre i Venezuela. Så dagen efter
tog Wenzel mig med ind i centrum. Vi kørte med sporvognen derind, og på et tidspunkt kom vi forbi en stor bygning, hvor der holdt der fire store flotte Harley Davidsoner. - Her skal vi af, sagde Wenzel, det er Inspektoratet for færdsel.
Vi kom ind på kontoret, hvor der sad fireinspektører, som hilste pænt på os. Og ham bag skranken spurgte Wenzel, - hvad kan jeg hjælpe jer med. Ja, det var jo angående den
her unge mand og et kørekort. Lad mig lige se hans kørekort. Så han fik mit kørekortet, bladede lidt i det og sagde - hvis den uge mand vil deponere sit kørekort her, så laver jeg et nyt til ham, han kan bruge
her i Venezuela.
Han lavede et nyt kørekort, tog fotografiet fra det gamle og satte det over i det nye, og lidt efter stod vi igen ude på gaden. Da vi var kommet omkring det første
hjørne, sagde Wenzel - lad mig lige se det kørekort. Nu skal du lige godt høre. Det er et professionelt kørekort. Du må køre rutebil, du må køre lastbil, du må køre taxa, du må køre
lige hvad du vil. Det kan ikke være bedre. Nej, nu var jeg sku godt kørende.
Jeg gik hjem og snakkede med Tage og Arne. Brown havde sagt at han ville prøve at få plads til
dem også, men der ville nok gå nogle dage. Vi havde jo også et andet problem. Vi havde haft svært ved at leve af min løn, så vi havde ikke betalt husleje. Vi havde gæld.
Oppe på cementfabrikken var der to montører fra F.L. Schmidt, vi tit havde snakket med. De boede på byens fineste hotel og blev kørt til arbejdspladsen. Den ene af dem hed Toft Nielsen, den anden hed Edmund Hansen.
Da de hørte, at vores grøntsager var blevet stjålet, og at vi havde pengeproblemer, tilbød de os, at vi kunne låne af dem. Det var jo glimrende, så vi lånte til huslejen og lidt til, så vi også have
penge på lommen.
Så pakkede jeg mine sager og gik ned på rutebilstationen. Der stod en ung mand, der spurgte, hvor jeg skulle hen. Og da han havde fået at vide, at jeg skulle
til Caracas, hankede han op i min kuffert og sagde - vi kører om fem minutter. Så jeg satte mig ned og ventede. Der gik et kvarter, der gik en halv time, der skete ingen ting.
Da der
var gået en times tid, kom chaufføren, og så kørte vi, først en tur rundt i hele byen for at samle folk op. Og så gik det ellers mod Caracas, men i hver eneste lille landsby vi kom igennem kørte han rundt og samlede
folk op.
Hen på eftermiddagen, det var nok omkring ved fire tiden, nåede vi endelig Caracas. Nu bliver det jo tidligt mørkt derovre. Halv syv er det buldrede mørkt, så
jeg forklarede medhjælperen i bussen, at jeg skulle finde det her teglværk. - Nåh, så er det den vej du skal gå, forklarede han.
Jeg fik min lille kuffert og begyndte
at gå ud ad vejen, han havde vist. Men hver gang jeg så en politibetjent, spurgte jeg om vej. Jeg var jo bange for at komme til at gå forkert, jeg kunne jo nemt være blevet vist ad helvede til.
Omkring ved fem tiden nåede jeg til en vej, der hed Avenida Gatje. Jeg kiggede på papiret, Avenida Gatje, jo det var rigtigt nok. Nu skulle jeg bare finde en stor skorsten, sådan et teglværk, det måtte jo
have en stor skorsten. Jeg fortsatte der ud af. Det vat lyst endnu, men klokken nærmede sig 6, så jeg var begyndt at blive lidt betænkelig. Men så kom den store skorsten endelig.
Det
var Brown selv der lukkede op - det var sørme godt du kom, vi har ventet dig hele dagen. Brown var gift med en venezuelansk dame, og de talte spansk sammen. Mit spansk det var ikke for godt, men konen hun var flink og interesseret i, hvordan vi levede
hjemme i Danmark. - Arh, sagde Brown, det har jeg jo fortalt dig mange gange. Nu skal Einar have noget at spise, han har jo kørt hele dagen. Han skal også have et bad, og så var der redt op til mig inde i gæstekammeret.
Bagefter snakkede og snakkede vi. Klokken blev nok ti, det var hyggelige folk både ham og hende. Og da vi skulle til og i seng, spurgte konen som end, om jeg havde rent undertøj, ellers kun jeg
bruge noget af Williams, for han havde så meget. Men rent undertøj, det havde jeg nu selv.
Dagen efter var det søndag og så måtte der ikke arbejdes. Men jeg fik vist
lastvognen og lovning på at få en dygtig medhjælper. Og så fik jeg at vide, at vi måtte køre med 1000 sten af gangen. Det fik jeg så og så meget for og min medhjælper får så og så meget.
Og så måtte vi køre ti gange eller 20 gange om dagen, lige så mange gange vi ville.
Det var sådan, at folk der arbejdede på teglværket, de fik ingen dagløn,
de var på akkord. Jo flere sten, de kunne producere, jo flere penge tjente de. Men maskinen der lavede mursten, den var der tit vrøvl med, så dem der kørte leret op fra graven, de holdt tit med et læs ler og ventede. Det var
ikke altid, de var i lige godt humør. Der var jo mange om det, og der skulle helst køres hele tiden.
1000 sten af gangen, det kører vi med til at begynde med. Men der var jo
flere en os, der skulle køre sten. Og af og til når vi kom og skulle have læs, eller når vi skulle læsse af, så holdt der måske to eller tre foran os i køen. Vi havde jo ikke nogen forkørselsret, vi
måtte vente ligesom alle andre.
Det var ikke så godt. Hvis vi var heldige, så nåede vi fire læs om dagen. Det var sku ikke mere, end vi kunne holde skinnet på
næsen. Så jeg fandt ud af, at hvis vi nu læssede 1250 sten på i stedet for de 1000, så havde vi et ekstra læs hver dag. Selv om vi stadigvæk ku kørte fire gange, så havde vi alligevel fem læs, når
dagen var slut.
Det var en god ide, syntes min medhjælper. Og ham der skrev køresedlerne, han gik også med til det. Så vi begyndte at køre på den nye måde,
og det gav jo godt. Men en dag kom Brown - hvordan går det Einar, spurgte han. Det går da med slid og slæb hver dag. Jeg har lagt mærke til, fortsatte han, at I kører med 1250, og ikke de 1000 sten, som jeg har sagt. Hvis du
ikke vil indordne dig under de ordrer jeg giver, så kan du søge et andet job. Og så vendte han ellers om og gik. Han ventede ikke engang på svar.
Nu foregik samtalen på
dansk, men min medhjælper han kunne godt se, at der var noget galt. Så jeg forklarede ham, hvad der var sket. - Ramoz, vi går, sagde han og bandede på spansk. Lad ham have hans lort for sig selv. Vi har ikke gjort det for at gøre
ham fortræd, det var jo bare for at komme af med stenene. Og det bliver vi fyret for. Ramoz.
Lastbilen den stod i vejen, så den ville jeg flytte. - Nej bandede min medhjælper,
lad bare den stå. Lad dem, der kommer flytte den, Ramoz. Og så gik vi op og fik os en cola
Nu var vi arbejdsløse. Min medhjælper var jo venezuelaner og mente, at på
de pladser, hvor vi var kommet med mursten, der kunne han sagtens få arbejde. De havde lagt mærke til, at han var vaks til at flytte sten. Det skulle nok gå. Det var værre med mig, jeg var jo udlænding og havde ikke så gode
muligheder. Men han ville lade mig det vide, hvis han fandt noget til mig. Foreløbig gik jeg hjem og fandt mine spanskbøger frem. Jeg kunne jo lige så godt bruge tiden til nogen fornuftigt.
Mekaniker i junglen
Jeg
fik da læst lidt i mine spanskbøger, men det blev nu ikke til så meget. Der gik vel en uges tid, så holdt Brown udenfor. Hvad så Einar, sagde han, har du fået noget at lave? Nej, det havde jeg ikke. Jeg har et job til dig
og jeg ved du kan klare det. Og så har jeg en undskyldning for det der skete forleden. At du blev fyret på den måde, sådan skulle det ikke have været. Men lad det nu ligge. Den lastbil du nu har passet i et halvt år,
og det gik jo fint, den er blevet sendt ind i landet. Dem der ejer den, de skal til at bygge et hospital inde i landet. Så den er sendt derind uden chauffør, hvis der var en chauffør med, så skulle firmaet jo betale kost og logi til
ham.
Men den er gået i stykker, lastbilen. Nu står den ude midt i et flodleje med baghjulene nede i vandet. Men førerhuset og motoren er oven vande. Du kan godt huske den
her lille fidus, jeg har fortalt dig om, med det ene baghjul, der hvor bolten skal spændes jævnligt. Det har de nok ikke vidst. Hvis du er klar, så går vi ned på teglværket, og sætter dem ind i situationen. De
kan nok skaffe det, vi mangler af reservedele. Og vi har også en lastbil der kører ind med fliser til hospitalet. Den kan du tage med, og så kan chaufføren også hjælpe dig med reparationen.
Jeg tog jobbet. Og den første dag, nåede vi ind til noget der hed San Man des Morros. Der stoppede den asfalterede vej. Så chaufføren sagde, - nu vil ikke længere i dag, for herfra er det grusvej,
og der er også fire eller fem vandløb, men der er kun bro over et af dem. Resten, der skal vi ned gennem vandet. Der vil vi ikke ud i nat, vi bliver her til i morgen.
Så
vi sov der i San Man des Morros i nogle hængekøjer, og om morgenen da vi skulle køre forklarede chaufføren, at vi kunne spise morgenmad lidt længere ude af vejen, men han ville lige købe en avis, inden vi kørte.
Han gik så en halv hundred meter hen og købte en avis. Først bladrede han lidt i den, men så begyndte han at læse interesseret, kunne jeg se. Og jeg tænkte, der må være noget særligt.
Så kom han tilbage til mig og sagde, - nu skal du lige godt se. På forsiden af avisen var der en historie om Dinamarca. Tyskerne havde invaderet Danmark i går den 7. april. Det stod
jo på spansk, så chaufføren spurgte, om jeg kunne forstå det. Jo, det kunne jeg da godt forstå. Og så skældte vi begge tyskerne ud. Det lignende ikke noget, først de var rendt ind i Holland, og nu var de så
faret på Danmark.
Men vi kunne ikke rigtig gøre noget ved det, så vi kørte videre og kom ud til det første vandløb, det hvor der var en bro over. En pjaltet
hængebro over en bred flod, var det. Rusten og grim var den med nogle planker på tværs og to rækker på langs, hvor hjulene kunne gå. - Lad mig komme af, råbte jeg. Nej nej, sagde chaufføren, du kan være
ganske rolig, den kan sagtens holde. Men jeg stod nu ud, og de andre kørte så over uden mig. Men broen holdt godt nok, så jeg måtte løbe over den, og da jeg nåede over på den anden side, så stod de og grinede
af mig.
Vi kom op til byggepladsen ved hospitalet, men inden vi fik læsset fliserne af, var det blevet hen på eftermiddagen. Så vi bestemte os for at vente med at køre
ud og hente den her lastbil. Der blev jo hurtig mørkt derovre, og vi havde jo ikke noget lys derude. Så vi samlede bare det værktøj sammen, vi skulle bruge, svensknøgler, skovle og så videre. Og vi fik da også fat
på en stålwire.
Dagen efter kørte vi ud og fandt lastbilen. Det var en gammel Plymouth. Motoren og førerhuset var ganske rigtigt oven vande, men bagenden stod nede i floden
og var halv fuld af sand. Akkumulatoren, var også kørt tør for strøm, så den kunne ikke selv køre der fra. Vi var nødt til at trække den op. Og det gik også godt nok. Vi fik Plymouthen hægtet
efter teglværkets lastbil med stålwiren og slæbt den fri. Og bagefter kørte vi tilbage til hospitalet, hvor der var folk, som kunne hjælpe os. Og der var også et stor mangotræ, så vi kunne stå i skygge
og bakse med bilen.
Vores medhjælper blev sendt i byen efter en anden akkumulator, og da vi fik den sat på, viste det sig, at skidtet godt kunne starte. Ja, ja og det hydrauliske
lad, det kunne både vælte og lade være, så fik vi den klodset op, og gik i gang med at skifte de dele ud, som vi var kommet med.
Det gik der så den halve dag med.
Der var også en polak, det var ham, der havde kørt bilen ud i floden, men han var faktisk mekaniker, så han var til stor hjælp. Hen under aften var bilen færdig, og chaufføren sagde, - vi kører lige en tur. Jeg
vil være sikker på, at det er noget der dur, inden jeg afleverer den.
Ham og mig vi kørte så en tur, og da vi var kommet lidt væk fra hospitalet holdt han ind til siden
og sagde, - jeg ved godt at planen var, at du skal blive herude og køre Plymouthen. Det ved jeg godt, men ingeniøren her på stedet, han er polak. Og her på stedet er det ham der bestemmer, herude har Brown ikke noget at skulle have
sagt. Så det bliver altså mekanikeren der har hjulpet os, og ikke dig, der kommer til at køre lastbilen. Han er jo polak ligesom ingeniøren.
Det var der jo ikke noget at
gøre ved. Så jeg måtte tage med chaufføren tilbage. Men inden da skulle jeg jo have afregnet, - du skal have for de dage, du har brugt til at køre her ud, forklarede chaufføren mig, og det er med fuld forplejning. Og
du skal også have, fordi du har været mekaniker. Og så videre, han havde regnet det hele ud, og det blev så og så meget.
Da vi kommer tilbage på byggepladsen afleverede
chaufføren Plymouthen til ingeniøren, og sagde, - den er i orden, den er som den skal være. Og så kan Madsen vel gå med ind på kontoret og få en afregning. Jo, jo og ngeniøren havde allerede skrevet op, hvad
han mente, jeg kunne få ud af det. Og det var noget mere end min chauffør havde regnet med, så det var godt nok.
Jeg fik en masse penge på lommen. Det havde jeg sku ikke
haft et helt år. Hold da kæft, så jeg ville da give en øl og alt muligt. - Nej, sagde ingeniøren, de penge det er dine. Nu går vi ind og drikker nogle øl, men det bliver på hospitalets regning. Det skal du
ikke betale. Så jeg havde en masse penge på lommen, da jeg kørte tilbage til Carracas.
Mødet med Pete
På vejen tilbage kom vi igennem en by, hvor vores landsmand Andreas Mikkelsen havde
en bar. Her kunne man få sandwichs med ost et eller noget andet og kaffe eller en cola. Så vi gjorde holdt og gik ind og sagde goddag til ham. Han havde travlt, men fortalte at der sad en anden dansker henne ved bordet i hjørnet.
Ham kunne jeg gå hen og snakke med.
Det gjorde jeg så. Og han hed Petersen eller Pete, som han blev kaldt. Jeg havde godt hørt, at der var kommet en montør fra Silkeborg
maskinfabrik til landet. Det var altså ham. Vi faldt i snak, og han spurgte, hvad jeg lavede. Jo, jeg havde lige været inde i landet og reparere en lastbil. Om jeg var mekaniker? Nej, jeg var bare en bonderøv ude fra Mols. Men, når
du bliver sendt ud og lave sådan noget, så må du jo kunne lidt mere. Ja, man må jo finde ud af det. Herovre spørger de jo ikke efter noget svendebrev. Nej, det var rigtig nok.
Pete, han var kommet med en båd fra Gøteborg og ombord var der både maskinerne til et mejeriet og et køleanlæg fra Sabroe i Århus til et bryggeri, der var ved at blive bygget derovre. Pete skulle
først montere køleanlægget, og bagefter skulle han så lave mejeriet. Han havde en kontrakt på et halvt år, så skulle begge dele være oppe og stå.
- Men, sagde han, min tid den er udløbet. Køleranlægget, det har taget al tiden. Og nu er Danmark jo okkuperet, så jeg kan ikke komme hjem. Der er ikke andet at gøre, end at få det mejeri op og stå. Jeg
skal ind i landet og lave det, og jeg har fået lov at tage to mand med mig. Hvis du vil, så er du den ene, og hvis du kan skaffe den anden, så er det også fint. Vi rejser ikke i morgen, men i overmorgen rejser vi. Og inden da så
må vi hellere få snakket med en venezuelaner, der hedder Colmaris og få aftalt løn og så videre.
Det lød jo så skide spændende. Så vi holdt
et møde med den her Colmaris, han repræsenterede investorerne, og så vidt jeg husker skulle vi have noget der svarede cirka til 30 kr. om dagen plus kost og logi. Og så skulle vi bo oppe på en hacienda. Hold da fast en hacienda,
sådan en kendte jeg fra de argentinsk film, jeg havde set derovre. Men det skulle jo nok passe, at vi kunne bo på en hacienda, når nu det var sådan et stort mejeri, vi skulle bygge.
Min makker Tage, han blev også helt vild, da han hørte det med at bo på en hacienda. Brown havde også skaffet arbejde til både Arne og Tage. Carracas den skulle jo moderniseres, så de åbnede kloakkerne
for at lægge dem i rør, og Brown havde købt en dansk maskine til at lave kloakrør. Den passede Arne, og det var han godt tilfreds med. Tage derimod havde fået et job med at køre ler frem til maskinen. Og det lignede
jo det job, jeg havde haft. Det gav sku ikke for godt, så han var glad for at få noget andet at lave. Så enden på det blev, at Tage og mig vi rejste med Pete ind i landet for at montere det her mejeri.
Den lange rejse ind
i landet
Som sagt så hed manden bag det hele Colmares og var venezuelaner. Han havde lovet at rejse med os op til mejeriet. Amerikanerne var jo gået med i krigen, og de var bange
for at få deres olieindustri saboteret. Så de forlangte, at hver eneste udlænding, der rejste i Venezuela, skulle have en tilladelse fra politiet.
Nu var vi så vi tre udlændinge
Tage, Pete og mig som skulle rejse fra den ene ende af landet til den anden, og da vi skulle passere mange kontrolsteder, så skulle vi jo have en seddel med tilladelse. Det var så det problem Colmares lovede at ordne for os. Han skulle nok sørge
for, at vi tre udlændinge kunne rejse uden problemer. Det var satme flot, hvis han kunne ordne det.
Colmares havde aftalt med en bus, der kørte med passagerer, at den skulle tage
os og Petes værktøj med. Så klokken syv om morgenen stillede Tage og mig og Pete med hver vores lille kuffert nede på busstationen. Og der kom så en medhjælper og spurgte, hvor vi skulle hen. Og da han havde fået
det at vide, gik han med os hen til bussen, hvor der sad en fire, fem passagerer, og så var der Petes store værktøjskasser nede bagi.
Vi fik at vide, at lige så snart Colmares
kom, så kørte vi. Men der skete ikke noget. Klokken blev otte, den blev halv ni, så var der en af passagererne, der spurgte chaufføren, om han ikke lige kunne få lov at gå ti minutter. Jo, det kunne han godt få
lov til, men han skulle være klar over, at når Colmares kom, så kørte vi. Han var dårlig forsvundet før Colmares dukkede op. - Er vi klar til at køre, spurgte han. Arh, der var jo ham, der lige var gået. Hvis
han vil med, sagde Colmares, så må han være her. Afgang. Og så kørte vi.
En hel dag kørte vi af jordveje og grusveje. Der var jo ikke nogen ordentlig vej,
så det gik ikke så stærk. Nå, men vi havde jo også beregnet en to, tre dage til turen. Hen på eftermiddagen nåede vi en by der hedder Marakaibo. Og de fire passager, der var foruden os, sagde, at nu kunne chaufføren
godt holde ind, så vi kunne få noget ordentlig og spise. Desuden blev det snart mørkt, så måske kunne vi også finde et sted og sove til dagen efter. Men det var chaufføren ikke med på. Han var vant til at køre
turen, og der var et sted længere fremme, han plejede at holde ind. Der fik man en god betjening.
Vi kørte videre og det blev mørkt, buldrende mørkt, men i lyset fra billygterne
kunne vi se, at nu kørte vi imellem kaktusser. Høje store flotte kaktusser, den ene efter den anden på begge sider af vejen. Endelig kom der så nogle kedelige bygninger med et elektrisk lys, og vi gjorde holdt. Man kunne høre,
der var en elektrisk maskine, der stod og knurrede et eller andet sted, og sådan en halv hundrede meter borte hang der fra en pæl højt oppe en enlig gul pære, som en hel masse insekter sværmede rundt om.
Da vi var stået af bussen fortalte Colmares os, at nu var vi rigtig kommet på landet. Det med den store gule pære var helt almindeligt. Så havde insekterne
et sted og hygge sig uden at det generede folk. Vi fik også at vide, at der ikke var nogen rigtig betjening herude, men at der omme i gården stod en og stegte kød. Det kunne v i bare tage noget af, så skulle han nok klare udgifterne.
Vi fik noget at spise, men der var ingen natlogi. Chaufføren han havde en hængekøje med, og Colmares fik anvist en anden hængekøje af ham, der stegte kød. Men der
var sku ikke nogen til Tage, Pete eller mig. Så vi måtte sove på sædet inde i bussen sammen med de andre fire passagerer. Og de var skide sure, for chaufføren havde lovet dem, at der var natlogi på vejen, når
de holdt ind. Men det var der altså ikke.
Natten gik og om morgenen ved seks syv tiden, da vi vågnede forklarede Colmares , at her på stedet kunne vi ikke få noget
at spise, så vi kører så videre en times tid. Og der kom vi ind på et rigtigt spisested. Der var høns og smågrise, der smuttede rundt mellem benene på os og samlede det op, vi spildte. Det må I vænne
jer til, sagde Colmares, sådan er det herinde i landet.
Vi kørte videre og hen på eftermiddagen var vi ved at være fremme ved Maracaibo. Vi var allerede blevet kontrolleret
flere gange på turen. Venezuela er jo inddelt i stater lige som vi her hjemme i Danmark er inddelt i amter. Og hver gang vi passerer sådan en statsgrænse så var politiet der og de skulle se vores tilladelser. Og hver gang så sagde
Colmares bare, de tre folk, det er mine, dem skal i ikke pille ved. Det var jo flot, at han kunne ordne det på den måde.
Men ved Maracaibo, var der olieproduktion. Der var
ekstra vagter med karabiner og maskingeværer. Men det gjorde ingen forskel. - De der tre herrer, sagde Colmares, det er mine folk, dem skal I ikke røre. Og de store kasser der, det er også mine, det er vores værktøj. Og hvis
de ville vide mere så kunne de henvende sig til en eller anden
For at komme frem til Maracaibo skulle vi over en stor sø, og det foregik med en færge, ligesom herhjemme. Men færgen
var noget anderledes. Det var sådan en firkantet jernpram, og så var der svejset nogle standere, hvor der var trukket et tovværk igennem. Det var alt. Når bussen stod i midten, så kunne der være to biler, en foran
og en bagved.
Det gik fint med sejladsen. Vi kom op til Maracaibo og blev installeret på et lille hotel, der hed Victoria. Og der fik Tage og jeg vores første ugeløn. Så
vi gik ud og købte os noget nyt tøj, noget rigtig flot khakitøj. Jeg tror vi brugte alle pengene, men det gjorde ikke noget, vi var jo på fri kost og logi.
Da vi kom tilbage
på hotellet, forklarede Colmares, at dagen efter ville han gerne, at vi tog med mig ud og besøgte en af hans kollegaer. Han var også med i i mejeriet, og ville gerne hilse på os, inden vi sejlede videre. Dagen efter stod vi i vores
pæne nye khakitøj uden for hotellet, og Colmares kom i en bil, han havde lejet, og så kørte vi ud til hans partner, der var sagfører og hed Rodrigues.
Roddrigues
boede lidt udenfor byen i et gammeldags spansk hus med en høj mur omkring. Og så var der en patio med nogle blomster og noget springvand, og hvad der ellers hørte sig til. Det så fint ud, og han kom ud og hilste pænt på
os. - Colmares og jeg, sagde han, vi går lige ind og snakker lidt forretninger, men der ovre i hjørnet er der serveret, der kan I more jer.
Ovre i hjørnet stod der et bord med
en flaske whisky, og der var coca cola og sodavand og en glasskål med isterninger og en tang til at tage isen med. Jo, der var serveret. Der gik også en lille dame og klippede og nippede palmer og sådant noget. Og længere inde bag ved
kunne vi høre nogen snakke. Og der var også nogle børn, der legede, kunne vi høre. Der var dejligt i den have.
Der gik vel en times tid, inden de to herrer kom ud igen,
og Colmares spurgte, om vi klar, og så kørte vi. Vi kunne ikke rejse videre med det samme, for båden vi skulle sejle med kom først et par dage efter. Så Colmares tilbød, at vi ikke behøvede at tage direkte med
hjem på hotellet. Hvis vi ville se lidt på byen, kunne vi bare blive sat af og kigge os lidt omkring.
Så vi stod af og gik ned omkring havnen. Der var et vældigt liv med masser
af skibe og folk, som solgte både det ene og det andet. Vi havde god tid, så vi gik rigtigt rundt og så på sagerne. På et tidspunkt var vi nået længere ud på havnen, hvor der lå en masse skrammel. Der var
også nogle kasser derude, og vi kunne se, at på en af dem, stod der Fabricado di Dinamarca.
Hvad fanden var det nu for noget? Vi måtte hen og se nærmere på det. Det
var nogle store kasser med en dampmaskine og en tromle, et rustfrit kar og nogle aksler. Pludselig så gik det op for Pete, at det var sku mejeriet der lå der. Sikke da noget forbandet svineri. Det sprøjtede jo op fra havet, og mellem de
store kasser var der blevet et offentligt lokum. Sikke da noget forbandet svineri. - Vi har fået sådan et fint indtryk af ham Colmares, sagde Pete, og så ligger mejeriet bare her og sviner. Nu skulle han satme få besked, og ham Johansen,
der havde formidlet salget, han skulle også få det at vide. Sådan et fint dansk mejeri, det havde bare ligget her i et halvt år og var blevet svinet til.
Pete han var sur,
rigtig sur. Så han for ind på hotellet og fik fat Colmares. Og Tage og mig vi fik brug for vores spanske. Vi kunne ikke forstå alle ordene, som Pete råbte i hovedet på Colmares. Men det var alvorligt, det var ikke til at tage
fejl af. Det gik også op for Colmares, som sagde, at hvis det var så slemt, som vi fortalte, så måtte vi rejse videre alene. Så ville han blive her og taget hånd om sagen.
Dagen kom, hvor vi skulle rejse videre. Vi Skulle med en båd, der sejlede med passagerer, men den havde også lidt gods. Vores værktøjskasser var allerede sat om bord. Men det var ikke sådan et skib, som vi kendte det
hjemme fra. Der var liggestole på dækket, og der var hængt solsejl op både for og bag. Agterenden det var til damerne, og forenden den var til herrerne.
Pete spurgte
også til toiletforholdene. Ja, det var bare ud over rælingen, fik vi at vide. Hvad så med damerne? De havde det da ikke en skid anderledes. De skulle også have bagdelen ud over kanten.
Vi skulle sejle i otte timer. De sidste to timer var op ad en flod, der hed Katatumbor. Skipperen fortalte os, at når det havde regnet oppe i Andesbjergene, kom der stærk strøm i floden, og så tog det længere tid op
af den. Men der havde ikke regnet, for turen tog kun to timer, og det hele gik fint.
Vi nåede Encontrada, og der stod så en politibetjent nede ved landgangen. Han ventede på de
tre udlændinge, der skulle komme. Han havde fået besked på at følge os hen til et lille hotel, hvor der var et værelse til Pete, og et andet som Tage og jeg delte. Vi fik noget godt at spise, og bagefter var der også et
bad til os. Der manglede ikke noget. Vi var ved at være fremme.
Mejeriet
Det sidste stykke vej op til mejeriet foregik med en lille motorvogn. 11 kilometer skulle vi køre ad et lille jernbanespor op til op til en Hacienda der
hed Chau. Og deroppe skulle mejeriet ligge. Om morgenen gik vi hen til det lille jernbanested, og der er der stod den lille motorvogn så. Der var også en mand som gik og kiggede og pillede lidt ved vores kasser med værktøj, som
allerede var læsset på en lille påhængsvogn.
Han spurgte, om det var os der skulle op til Chau. Ja det var det da. Vi skulle op til det her mejeri. - Mejeri, sagde han
så. Hvad mente vi med det. Han kendte ikke noget til et mejeri. Et mejeri, det vidste han sku ikke noget om.
Nå, men vi skulle altså de her 11 kilometer op til Chau. Ja, ja bare
stig ind, fik vi at vide. Nu gik det jo ikke med 100 km i timen. En lille jernbane her hjemme i Danmark og Europa har vel, vil jeg tro 1 meter og 25 cm mellem sporerne. Derovre var det tre fod, så det gik stille og roligt op af. Han spurgte, hvordan
vi havde det i Danmark. Og hvad det var for noget med det der mejeri? - Men de køer der er der oppe, de er ikke malkekøer, de giver ingen mælk, fortalte han
Vi nåede op
til Chau, og der kom så en flink dame og sagde pænt goddag og velkommen til os. Hun var antaget af Colmares og skulle sørge for, at vi fik noget at spise hver dag. Hun havde en lille størrelse på fem år eller der omkring
med, som hun holdt i hånden, og hendes mand stod der også. Han skulle sørge for, at hun fik de varer, der skulle til, for at hun kunne lave maden til os, fortalte hun. Og så pegede hun hen på et hus. - Det hus derhenne, sagde
hun, det lange hus. I den ene ende der har jeg mit køkken, og der bor vi. I den anden ende har vi tre hængekøjer, og der skal I bo.
Hvad fanden var det nu for noget. Det hun kaldte
et hus, det var jo bare en lerklinet hytte. Jeg havde aldrig set noget lignende. Vi var blevet lovet en hacienda. Vi skulle også have en patio havde Colmares sagt. En patio? Det viste hun ikke engang, hvad var for noget. Og hvad så med mejeriet?
Jo lidt længere ude af jernbanen, der var læsset en hel masse materialer af, fortalte hun.
Vi fik gang i motorvognen igen. Og ganske rigtigt, lidt længere fremme lå der en
masse byggematerialer under nogle presenninger . Der var grus og mursten og cementsække, og der var også en trillebør og en blandingsmaskine. Og på grunden var der rejst en jernkonstruktion, som var groet efter i græs.
Det svarede slet ikke til, hvad Colmares havde fortalt os. Han havde jo sagt, at mejeriet det var næsten færdigt. Der skulle kun mangle den ene gavl, hvor vi skulle have alle maskinerne ind. Og
når de var på plads, skulle gavlen bygges op og alt ville være i orden.
På et tidspunkt kom der en mand gående med nogle papirer i hånden. Det var byggeplaner
viste det sig, da han kom over og snakkede med os. - Nåh, I kommer nok for at hjælpe med at bygge mejeriet, sagde han. Nej, svarede Pete, vi er kommet for at montere mejeriet, ikke for at bygge det. Jamen spanieren han skulle bruge nogle folk,
men det var ikke til at finde nogen her omkring. Og Colmares havde også lovet at komme herop, men han var ikke kommet.
Vi vidste så godt, hvorfor Colmares ikke var kommet. Han var jo
blevet i Maracaibo for at få styr på maskinerne til mejeriet. - Nå, men det ændrede jo ikke på, at der brug for at få lavet nogle ting, forklarede manden, og viste os grundplanen, hvor der skulle graves en grund.
Men vi var altså ikke kommet herop for at grave grunden ud til mejeriet, forklarede vi manden. Men på et tidspunkt, sagde Pete - vi kan ikke komme tilbage. Vi har ingen tilladelse til at rejse.
Vi kan kunne komme herfra sammen med Colmares, og han er her ikke. Vi er nødt til at blive her. Vi er interneret heroppe.
Der var sku ikke andet at gøre end at bide i det sure
æble, og så få det mejeri op og stå. Hold da fast, det vidste vi ikke før vi stod deroppe. Så da jernbanemanden var kørt sin vej, og Pete havde sagt - nu er vi sku sejlet agterud, så gik vi i gang med at grave.
Vi arbejdede, solen skinnede, og der var varmt. Så det var en stor dag, da vi begyndte at få taget op. Det gav jo lidt skygge. Og en dag kom maskinerne også, og de var pæne og rene.
Det var slet ikke til at se det svineri, de havde været udsat for. Nå, men vi manglede stadig at få muret væggene op og få hele taget lagt på. Vi var fem mand, Pete og Tage og mig og så to venezuelanere Luiz og Ramond,
der knoklede rundt deroppe.
Af og til kom Colmares og så rykkede vi for vores ugeløn. Ja, men vi kunne jo nok forstå, at når der var investeret så mange penge
i fabrikken, så kneb det. Men når nu mejeriet kom til at køre, og der kom penge ind, så skulle vi nok få vores løn. Tage og mig vi fik sku ingen ugeløn, og det gjorde venezuelanerne heller ikke, men vi fik en masse
penge til gode.
Ellers levede vi jo nogenlunde. Så længe vores madmor havde varer til at lave mad af, så spiste vi godt. Men når købmanden lukkede for kreditten, og
det gjorde han ind imellem, så kneb det. Så stod den på kogt ris den ene dag og spaghetti den næste. Heldigvis var der nogle appelsin- og bananplantager i nærheden, og der hentede Ramond og Loiz bananer, og hvad de ellers kunne
finde. Det supplerede vi så med, indtil Colmares kom og betalte regningen nede ved købmanden. Så var kreditten åben igen.
Mejeristen dukker op
Sådan gik der næsten et helt år. Men en dag, mens vi gik og svinede, kom den lille motorvogn kørende på
banen, og af steg der en mand i pænt tøj og med pæn hat og et par store kufferter. Han kom over til os og sagde - goddag, jeg hedder Peter Reiviksen, jeg er mejerist, og jeg har taget mig på at køre det her mejeri.
Reiviksen var dansker og havde været i Chile en halv snes år. I et blad, der kørte rundt i Sydamerika, havde han set, at i Venezuela manglede de en mejeribestyrer. Han havde søgt pladsen
og fået en fin kontrakt og en god løn.
Men han var godt nok noget skuffet. Han havde forestillet mig noget andet, end den ruin han blev præsenteret for. Mejeriet var jo hverken
helt eller halvt færdigt. Men som Pete sagde - når du kan påtage dig sådan et fint job, kan du vel også hjælpe lidt til. Nå ja, det skulle han nok. Så vi knoklede videre. Men en dag sagde Reiviksen - nu tager
jeg en tur til Maracaibo. Det her, det bliver ikke til noget. Colmares, han kommer og går, som det passer ham. Det kan ikke fortsætte på den her måde. Nu vil jeg have en snak med Rodriqes, ham Colmares makker i det fine
hus, som vi også havde besøgt.
- Hvis du rejser til Maracaibo, sagde Pete, så rejser vi andre også med. Jernbanen den havde en enstrenget telefon, en linje hele vejen
ned til stationen. Så vi ringede efter den lille motorvogn, og han kom og kørte os ned til byen.
Vi var jo nødt til at snakke med politiet om de her tilladelser. Og Veidiksen,
han var godt kørende i sproget, så han mente nok han kunne klare den sag. På vejen hen til politistationen traf vi tilfældigt politimesteren. - Ih, god dag, sagde han, hvordan går det. Veidiksen forklarede, at vi skulle en tur
ind til Rodriqes i Maracaibo, og vi derfor havde brug for en rejse tilladelse. - Jamen, det skulle vi da nok få, fik vi at vide. Det var ingen problem. Men han skulle lige tur i byen først, så ville han komme hen på kontoret og lave
papirerne.
- Han kommer ikke igen, sagde Veidiksen. Nu går vi hen til hans sekretær. Ham kender vi jo, og så siger vi, at vi har fået lovning på en rejsetilladelse af
politimesteren. Det gjorde vi så, og sekretæren han var indforstået. Han havde de nødvendige papirer. Der manglede bare lige at blive sat navne på og så et stempel. Så var det i orden.
Så gik vi ned på havnen og lavede en aftale med skipperen på en af bådene. Og da han havde set, at papirerne var i orden, så var det på plads. Men da vi dagen efter sejlede ind i Maracaibo Havn,
stod der to betjente og en officer oppe på kajen og ventede på os.
Vi var arresteret, fik vi at vide. Politimesteren havde ringet og sagt, at de tilladelser vi havde, de var falske. Der
var ikke andet at gøre end at følge med. Men Veidiksen han snakkede så længe, at vi slap for arresten. I stedet fik vi lov til at bo på et hotel, men vi må ikke forlade byen.
Der gik nok et par uger, uden at der skete noget. Så begyndte værten og blive mere og mere sur. Han kunne godt tænke sig at få lidt penge for natlogiet, og noget at spise har vi jo også fået hver dag.
Men vi havde ingen penge. Ikke før Veidiksen en dag sagde - nu går Pete og jeg lige en tur i byen. I kan bare blive her på hotellet så længe. Efter en halv time kom de tilbage
igen, og Veidiksen tog os med ind på sit værelse og låste døren. Så knappede han jakken op, og det væltede ud med pengesedler. Jeg tror aldrig jeg har set så mange penge. - Nu deler vi de her penge i fire lige store
dele, sagde Veidiksen, og så går vi sku i byen og får noget ordentligt og æde.
Pludselig havde vi penge på lommen. Så vi betalte vores hotel, og bagefter gik vi
ud og købte noget nyt tøj. Og så gik vi hen til en finne, vi kendte. Han havde en restaurant med air condition. Der spiste vi og fik en hel aften til at gå i et tempereret lokale. Vi fik en blæser på alle sammen, og da
vi til sidst kom ud på gaden, kunne vi rigtig mærke varmen.
De penge vi delte, det var sku Veidiksens udlæg, som var sendt med telegrafen. Det vidste vi ikke før dagen efter,
hvor vi sad ude på hotellets terrasse i vores fine khakitøj og nye sko. Der stillede Colmares, og han skældte ud. - De penge, de skulle have været investeret i mejeriet, sagde han. Ja, svarede Veidiksen, men det er de da også
blevet.
Colmares ville gerne have os tilbage, så mejeriet kunne komme op og stå. Veidiksen var også interesseret i at få et mejeri ud af det. Og Pete ville nødigt hjem
og fortælle dem på Silkeborg Maskinfabrik, at han ikke havde kunnet klare sit arbejde. Han kunne nu heller ikke komme hjem til Danmark. Der var jo krig i Europa. Så hvis Colmares kunne garantere nogle ting, så var Pete parat til at
gøre arbejdet færdig, inden han pakkede sit værktøj og dampede et andet sted hen.
Nu var det sådan, at i den sending, der var sejlet fra Danmark til Venezuela, manglede
en dampkedel og et lille elværk. De nåede ikke at komme med. Men begge maskinerne var nødvendige for at mejeriet kunne køre, så dem måtte Colmares love at skaffe på en eller anden måde. Og da han gjorde det,
bestemte Pete og Veidiksen sig for at rejse tilbage og gøre mejeriet færdigt. Og så fulgte Tage og mig selvfølgelig også med. Hvor skulle vi ellers tage hen.
Vi nåede
så langt, at vi fik taget op inden maskinerne kom. Så var der også skygge, når vi skulle arbejde videre. Og jernbanefolkene, de lavede et ekstra spor, så motorvognen kunne køre helt hen til mejeriet. Så blev det
noget nemmere at få maskinerne ind i bygningen.
En dag kom dampkedelen også. Den havde Colmares skaffet fra et eller andet amerikansk oliefirma. Den var der så en eller anden, der
skulle passe. Og det blev så mig, der skulle køre den. - Jeg har en bog på dansk, sagde Veidiksen, den hedder ”Alt hvad damp kan bruges til”. Når du har læst den, så ved du alt om damp. Så den gik jeg
i gang med.
Den her lille bog læste jeg, så jeg kunne den jo fanme uden af. Det fik jeg ikke så meget ud af, der på mejeriet. Men senere, da jeg var med til at udvide havnen
i Carracas, fik jeg rigtig meget brug for min viden om dampmaskiner.
Vi var efterhånden ved at være færdige, men vi manglede stadig væk at få lavet en boring, så
der var vand til mejeriet. Pete fortalte, at det var en gylden regel, at den kapacitet mejeriet havde i mælk, skulle den også have i vand. Så vi havde brug for en stor pumpe, og det havde vi også, for den cylinderpumpe vi havde fra
Silkeborg Maskinfabrik, den kunne trække 5000 liter vand i timen. Det lyder godt nok af meget, men det er faktisk ikke så meget. En kubikmeter, det er jo tusind liter.
Vi havde nogle
seks tommer rør, som vi satte sammen og brugte til vandboringen. Jeg tror vi fik den ned i nogle og fyrre meter, så kunne vi ikke komme længere. Og der var også vand, men der var ikke vand nok. Når Silkeborg pumpen den kom i
gang, så trak den sku. Boringen den var tom i løbet af et øjeblik.
Der var også problemer med, at sandet kom ind i cylinderpumpen. Og det gik ikke, for så blev den
jo snart slidt op. Men det fik vi også løst. Pete fik bikset et specielt filter sammen, som han fik sænket ned i boringen.
Den store dag - mejeriet prøvekøres
Efterhånden var vi ved at være klar
til at demonstrere mejeriet. En dag sagde Pete, at nu kunne vi godt invitere alle folkene derude, så de kunne se, at der ville blive et mejeri ud af det. Så Colmares inviterede en masse store mennesker, som havde deres haciendaer i nærheden.
Og de kom jo ridende på deres heste, så vi måtte stille nogle stativer op, hvor hestene kunne blive bundet.
Så kom dagen, hvor Veidiksen sagde - Einar, nu kan du godt starte
dampkedelen op, så vi kan få gang i sagerne. Og det gjorde jeg så, og det var også tilfredsstillende, det kunne jeg godt klare. Og da den kørte, så trak den jo også vandpumpen, og vi fik fyldt en af mælketankene
med vand. Og så kunne vi demonstrere, hvordan mejeriet kørte, selv om det var med vand og ikke med mælk.
Pete startede så hele maskineriet, og det gik som smurt. Hjulene
de snurrede og pumperne de gik. Den store centrifuge, den der skulle lave smørret, den susede rundt. Jeg tror måske med 9000 omgange i minuttet. Hold da fast, hvor det gik.
Det hele
kørte vel en tre kvarters tid. Efterhånden var der ikke til være for folk og svineri. Der var ikke lagt gulv endnu i mejeriet, det var ler. Og folk de skulle jo se om der var noget i hanerne, så vandet sprøjtede ud, så
gulvet efterhånden blev det rene søle.
Solen den skinnede og det var varmt. Men heldigvis havde Colmares købt nogle sækker øl. Som man køber en kasse øl
herhjemme, så køber man derovre en sæk øl. Så der var øl ovre i skyggen, og da de var drukken, var den indvielse færdig.
Et par dage efter sagde
Pete - nu tager jeg mit værktøj og rejser, her er ikke mere for mig at lave. Så pakkede han sit værktøj sammen og drog af sted som den første.
De næste
der rejste, var Tage og mig. Vi havde fået vores løn, så vi havde penge på lommen, og dem kunne vi leve højt på længe. Men der var jo stadigvæk problemet med rejsetilladelserne. Så vi måtte ned
til politimesteren, og han kunne godt se, at vi skulle havde lov til at rejse. Nu stod mejeriet der jo trods alt, og så kunne det jo sagtens være, at der skete noget senere.
Eventyret
med mejeriet var slut. Vi sagde farvel til Veidiksen, og så rejste vi tilbage til Valencia.
Efterskrift
Mejeriet blev aldrig til noget. Det kom aldrig i gang. Og det var der flere grunde til. For det første var der
ingen malkekøer deroppe. På haciendaerne var det jo kødkvæg, de havde. En hacienda den kunne måske have en to, tre malkekøer til eget forbrug, og så ikke mere. Det kan man ikke lave et mejeri på.
Veidiksen sagde også lige da han var kommet - her bliver sku aldrig noget mejeri. Der er for varmt. Mælken fra haciendaerne er sur, når den når frem til mejeriet. Og når mælken
er sur, så bliver smørret og osten også sur. Hvis det skal fungere, så skal der være et køleanlæg ude på hver hacienda. Og det er alt for dyrt, det bliver aldrig til noget.
Mejeriet blev heller ikke til noget, så det endte med at Veidiksen fik en erstatning. Han havde en kontrakt, og det gav ham så den erstatning. Det fandt jeg ud af senere, da jeg mødte ham. Veidiksen blev nemlig
i Venezuela, hvor han kom til at bestyre et mejeri.
Og Pete? Han kom ikke tilbage til Silkeborg lige med det samme. Der var jo krig. Så han endte oppe i Canada, hvor han i 1943 meldte sig til
de allieredes styrker, og blev maskinmester på et skib. Først i 1947 afmønstrede han i England.
Han havde kone og to børn i Danmark før krigen, men da han
kom hjem til Silkeborg der i 1947, havde konen fået et barn med en anden. Så han blev skilt, og rejste retur til Venezuela, hvor han i flere år arbejdede for Christiani og Nielsen. Senere blev han selvstændig, og da kom jeg til
at arbejde sammen med ham igen.
Men det er anden historie, som jeg vender tilbage til i næste afsnit.
Bog 2. Arbejde hos Christiani
og Nielsen frem til første
besøg i Danmark i 1947
_______________________________________________________________
På cementjagt
i Andesbjergene
Da Tage og jeg var blevet færdige med mejeriet, så tog vi tilbage til Carracas. Og her kom Tage ret hurtigt til at arbejde for Christiani og Nielsen.
Fl. Schmidt havde planer om at lave en cementfabrik oppe i Andesbjergene, men forudsætningen var, at der var materialer nok til 50 år. Det var et minimum. Og det blev så Christiani og Nielsen,
der skulle finde ud af det. Så Tage fik et kursus i at lave nogle boringer med en helt særlig maskine. Og da han kunne det, så rejste han derop. Og han tog så prøver, som blev sendt tilbage til Carracas og undersøgt på
laboratoriet der, for at se om kalken var god nok, og om der var nok af den.
Men der skete så det, at Høi, direktøren for Christiani og Nielsen, giftede sig med sin sekretær.
Så han købte sig en ny villa. Og han vidste jo, at Tage var gartner hjemmefra. Så han blev kaldt tilbage til Carracas for at lave haven i den nye villa. Der var brug for en afløser, og Tage lagde et godt ind for mig.
Så jeg blev kaldt op på Christiani og Nielsen kontor, hvor direktør Høi spurgte, om jeg kunne klare sådan et arbejde. Og det mente jeg nok, at jeg kunne. Jamen, så stiller du her
nede på kontoret klokken otte i morgen, og så flyver vi sammen op til Andesbjergene, fik jeg at vide. Og der skulle jeg blive, og han ville så tage Tage med sig hjem.
Wouw, vi skulle
ud og flyve. Det var den første flyvetur, jeg var på. Vi fløj først til Maracaibo, hvor vi mellemlandede. Derfra fløj vi videre op i Andesbjergene. Og på vejen derop var vi så heldige, at vi fløj hen over
det mejeri Tage og jeg havde været med til at bygge. Så jeg kunne glo lige ned på de forladte rester af det, vi havde knoklet med i næsten to år.
Det var en hård
flyvetur, ikke mindst for Høi. Han var kæderyger, men han måtte ikke ryge i flyet, så han drak kaffe på hele turen. Men han rystede sådan på hånden, fordi han ikke måtte ryge, at kaffen røg ud af
koppen og ned over hans fine tøj.
Vi kom op i Andesbjergene, og da vi var landet, holdt Tage der som han har fået besked på. Og så kørte vi op til arbejdspladsen.
Da vi kom derop, sagde Tage til Høi, at han skulle ikke med tilbage. Han var nødt til, at blive der en uge mere og lære mig op. Det var ikke kun et spørgsmål om at køre med boremaskinen. Der var opstået et andet
problem.
Det var sådan, at kronen på boremaskinen var lavet af diamanter, så den kunne bore igennem sten. Og dem fik de fra USA. Så når de var slidt op,
blev der sendt nogle nye fra USA med luftpost ned til stedet. Men efter at USA var gået med i krigen, var det slut med den trafik. Nu skulle de selv bruge deres diamanter.
Vi måtte altså
selv lave vores diamantkroner. Og det kunne vi også, for vi kunne godt skaffe industridiamanter. Men de skulle jo også sættes fast, og det var det Tage lærte mig den første uge.
Det var cementfabrikken i Caracas, der stod for undersøgelserne. De havde lejet et lille hus, hvor Tage og jeg boede, og i et hjørne af huset var der et lille værksted med en skruestik. Og her lærte Tage mig at bore
nogle små huller, og der puttede vi noget bly ned i, som diamanterne så blev fæstnet i.
Jeg skulle altså lave to ting deroppe. Jeg skulle stå for boringerne, men jeg
skulle også lave diamantkroner. Og det blev efter min almindelige arbejdstid. Om aftenen stod jeg ved skruestikken ovre i hjørnet af huset og nørklede med diamanterne. Så det gav gode penge.
Efter en tre måneder, dukkede der en geolog op. Og ham og en ingeniør gik rundt til de forskellige boresteder. De fandt så ud af, at kalken var god nok, og at der var materialer til mere 100 år. Det var fint nok. Nu
behøvede vi ikke at lave flere boringer. Og så tog Ingeniøren og geologen flyvemaskinen tilbage til Caracas.
Tilbage var chaufføren og mig, og vi skulle så få
ryddet op og samlet rør sammen, og hvad der nu ellers var. Det skulle sendes tilbage til Carracas. Og da vi var færdige med det, kørte vi også selv hjem.
Da vi kom
hjem til depotet i Caracas, fik jeg at vide af depotmanden, at jeg kunne gå i gang med at lave nogle reoler til de rør, vi havde haft med tilbage. Det gik tiden så med, og den blev lang. Efterhånden begyndte jeg at tænke, at
jeg blev sku nok fyret. Der var jo ikke rigtig noget lave.
Vejbygning
på prærien
En dag jeg trissede rundt på depotet, kom der en og sagde - direktør Høi vil snakke med dig. Nåh, tænkte jeg, det er nok fyresedlen.
Jeg kom ind på kontoret og Høi sagde - sæt dig ned Madsen. Vi skal ud og se på noget ude i byen. Men jeg skal lige ringe og høre, om vi må komme nu. Og det var i orden, så vi kørte ud til et oliefirma,
der hed Standard Oil. De havde en stor bygning med en høj kælder, og nede i den var der et rum fyldt med landkort af papmache. Det var de fineste landkort, jeg har set, med afbildninger af vandløb, kratværk og alt muligt.
Vi blev vist rundt og oliemanden forklarede, at deroppe ved Som Brero var der fundet olie. Og dernede, fra floden og op til det sted, hvor olien var, skulle der laves en landevej. Der var vej derud, men
den var de ikke tilfreds med. Den nye vej skulle være større og bygges i en højde af en meter over flodens daglige vande, så de ikke fik problemer med deres store lastbiler.
Det
endte med, at Høi spurgte - kan du klare det Madsen. Og jeg turde sku ikke sige nej. - Jamen, så får du en ingeniør med dig, sagde Høi. Han skal nok passe retningen. Det kan være I kommer til at ramme et hus,
men det må I ikke røre. Det skal blive stående. Så må I flytte vejen lidt. Men der hvor broen skal laves, der skal være et lige løb ned til den. Det må ikke være sådan, at vejen bliver oversvømmet,
når det bliver regnvejr.
Jeg skulle finde ud af, hvor meget vand der var i floden i regntiden, og så skulle vejen være en meter over højeste vandstand. Hvor der var
lavest, skulle der bygges på, og hvor der var højest, der skulle høvles af . Så jeg skulle også have et niveleringsapperat.
Jeg skulle også finde ud af
alt det med materialer. Hvor meget beton der skulle bruges og så videre. Så jeg fik en varevogn, hvor jeg kunne have en fire fem mand bagi, og så blev der lavet et topsejl, som jeg kunne sætte op i tilfælde af regnvejr. Jeg fik
også to trætønder med 25 liter vand i hver med en lille hane på. Og så fik jeg selvfølgelig de nødvendige hakker og skovle og mancheter, og hvad der nu hørte sig til.
Så var jeg ellers sat i arbejde. Jeg var noget bekymret, om jeg nu kunne huske det hele, og også få det til at køre. Men Jeg ville i alt fald gøre mit yderste for at få alt det der til at gå
op. Jeg skrev hjem til min mor, at nu havde jeg fået et stort stykke arbejde. Og min moder, hun var stolt af sin søn, kunne jeg mærke på det brev hun skrev tilbage.
Nu skulle
jeg sku vise Christiani og Nielsen, at jeg duede til noget. Så jeg snakkede med folk, som havde været ude på prærien og arbejde, om hvad jeg fik brug for. Der var både det ene og det andet, og et jagtgevær, det var i hvert
fald nødvendigt.
Så jeg skaffede mig sådan et og gik ned på politistationen med det. Og der fik jeg foretræde for politimesteren. Jeg satte ham ind i min situation.
At jeg var blevet sendt ud på prærien for at lave en vej. Og han var også vældig interesseret, så jeg fik den fineste tilladelse med frimærker og stempler og så videre. Så nu havde jeg jagttegn. Men jeg havde
sku aldrig haft en bøsse i hånden før.
Vi fik pakket alt det vi skulle bruge på min lille lastbil, og jeg fik også en ingeniør. Han var franskmand, og han havde
aldrig før været ude på landet. Så han glædede sig. Nu skulle han ud og se, hvad der var derude. Så kørte vi. Vi snakkede skiftevis spansk og engelsk. Jeg havde fået et kursus sammen med ingeniøren
i engelsk, men det var han bedre kørende i end mig. Men jeg fik da øvet mig lidt.
Turen gik godt, men som jeg har fortalt, så er Venezuela inddelt i stater, ligesom Danmark er
inddelt i amter. Når vi passede en grænse, så sad der en politibetjent, som skulle se vores papirer. Der var jo stadigvæk krig ude i verden.
Når vi kom til sådan
en grænse, så blev jeg spurgt, hvad jeg havde i bilen. Jo, jeg skulle jo ud og lave det og det, og det havde jeg ting og sager med til. Og så viste jeg dem mine hakker og skovle og boreapparatet, som jeg skulle bruge til at lave broen med.
Til sidst kom vi så til det her gevær.
- Men det er jo et våben, sagde politimanden. Jamen, jeg har jo en tilladelse, svarede jeg. Jo, jo, men den gjaldt kun i Carracas,
fik jeg så at vide. Den duede sku ikke her ude. Jeg mente jo at tilladelsen gjaldt i hele landet. Men nej. Så vi diskuterede frem og tilbage, indtil jeg gav ham en tier. Så var vi gode venner, og jeg fik lov at beholde geværet.
Men næste gang vi kom til en grænse, så var det første betjenten sagde - hvor er dit gevær var. Han var åbenbart blevet varskoet af den forudgående politimand. Så
det skide jagtgevær som jeg ikke forstod at bruge, og som jeg heller aldrig fik brug for, kom til at koste mig mange penge.
Nå, vi nåede da ud til Campajeno og blev modtaget af
chefen derude, som viste os rundt. Det var fine forhold. Der var en kineserkok og en metzhole. Og en stor sovesal var der også. Her skulle jeg sove sammen med amerikanerne. Og det var nogle værre karle. Der blev spillet kort og de lavede fis med
hinanden. Et af de helt store numre var at tage naboens hovedpude og så gemme den i det køleskab, der stod mellem hver anden køje. Der kunne jeg sku ikke være med.
Men jeg
passede mit arbejde. Og når dagen var slut, så gik jeg hen på telegrafstationen og telegraferede hjem til Høi, hvordan det gik. Det havde jeg lovet ham. Så jeg var på telegrafstationen hver dag, og det betød, at
jeg blev rigtig gode venner med telegraffolkene.
Vi knoklede på, og efterhånden var vi kommet
så langt, at når vi kom derud, hvor vi skulle arbejde, så var det blevet så sent, at vi lige så godt kunne begynde at køre hjem igen. Det duede ikke, så jeg spurgte ingeniøren, om det ikke kunne lade
sig gøre at bo derude en nat eller to, så vi kunne få taget et ordentligt nap. Der var ikke så langt til floden mere. Og når vi nåede den, så var vi færdige.
Jo, den var ingeniøren med på, men det var nok bedst, mente han, at vi snakkede med folkene og hørte, hvordan de så på det. De var jo mere lokalkendt end vi andre. Så jeg talte med mine folk, og der var heller
ingen problemer. Det kunne nok lade sig gøre. Vi kunne da lave et bål og sætte nogle hængekøjer op.
Vi bestemte os for at overnatte derude, så vi fik nogle
ekstra madpakker med. Og sidst på eftermiddagen stillede vi varevognen an. Jeg begyndte at sætte hængekøjerne op, og medhjælperne samlede brænde og fik gang i et bål.
Ingeniøren han trissede rundt og kiggede lidt på stedet. Og en hundrede meter væk hang der en bikube ned fra et træ. Den var på størrelse med en fodbold og hang i en lille snor. Og pludselig kunne vi se, at han
havde taget en gren og var i gang med at banke bikuben ned.
Men han nåede ikke at komme væk i tide. Der gik ingen tid, så var han overfaldet af en sværm af bier. Han flygtede
hen til bålet, hvor osen fra ilden gav ham lidt fred. Det kunne bierne ikke lide. Men han havde hjelm på, og mellem svederemmen og hjelmen, var der sådan cirka en cm luft. Og her var bierne kommet ind. Så håret det var helt klistret
til med bier.
Han var frygteligt forstukket. Og en af mine folk sagde - hvis ikke han kommer til læge, så dør han. Det kunne jo nemt være, han havde ret, vi andre vidste
jo ikke noget. Det endte med, at vi blev enige om at få ham til læge. Så alt det vi havde rigget op til vores overnatning, det pillede vi ned igen, og så kørte vi.
Men
vi var ikke hjemme i Campajeno før klokken halv ni om aftenen. Jeg fik en læge banket op, det var en lidt ældre herre, og jeg forklarede ham, at vi var bange for, at ingeniøren skulle dø af bistikkene. - Tag det nu bare rolig
unge mand, sagde han. Lad ham komme herind, så giver jeg ham en beroligende indsprøjtning. Så sover han til i morgen, og så må vi se, hvordan han har det.
Revolution i Caracas
Da ingeniøren vågnede om morgenen var han frisk som en havørn. Han fejlede ikke en snus.
Så vi satte igen kursen mod vores arbejdssted. Men inden vi kørte derud, skulle vi lige omkring en servicestation og have benzin på bilen og se efter, om der var olie på og vand nok. Bilen skulle jo også plejes.
På servicestationen stod der en højtaler, og i den blev der råbt, at der var udbrudt revolution i Caracas. De kørte med tanks derinde, og der blev skudt i gaderne. Så jeg spurgte
ham, der fyldte benzin på bilen - hvad er det for noget sludder, det der i højtaleren. Og han skældte ud - vidste vi da ikke, at der var revolution i landet. Vi sad bare herude og fulgte ikke en skid med i, hvad der skete i resten af landet.
Da vi kørte derfra, bad ingeniøren mig om lige at holde ind til siden. - Nu skal du høre, sagde han, jeg har kone og to børn i Caracas. Kan du ikke køre mig hen til en rutebil,
så vil jeg tage derind og finde ud af, hvordan de har det. - Jo, svarede jeg, det vil jeg da gerne gøre. Jeg kunne da godt forstå, hvordan han havde det.
Så vi kørte
hen og snakkede med de folk, jeg kendte på telegrafstationen. Om de vidste noget om en rutebil ind til Caracas. - Nej, var svaret, der er udbrudt revolution. Der går ingen rutebiler nu. - Jamen, ingeniøren har kone og børn derinde,
fortsatte jeg. Men det hjalp ikke noget. Det med at komme derind, det kunne ikke lade sig gøre. Det måtte vi vente med.
Men det var ingeniøren ikke indstillet på. - Lad
os køre lidt nærmere, bad han. Der kunne godt være en chance, når vi kom lidt tættere på Caracas. Så vi kørte ud til landevejen, den store vej, der var der måske en mulighed for at få
en transport.
På landevejen var der nogle portugisere, som havde et sted, vi tit havde holdt ind til og fået en sandwich eller noget andet at spise. Der var lukket, men da vi havde parkeret,
kunne vi høre, at der var folk indenfor. De fik lukket op, og vi kom ind. - Nej, fortalte de, der var ingen trafik på landevejen. Men ingeniøren han skulle jo gerne ind til Caracas. Ja, men så var der ikke andet at gøre, end
at køre til La Viktoria, den større by lidt længere fremme, og se om der var en transport derfra. Så det gjorde vi.
Da vi nåede indkørslen til La Viktoria,
stod der fem politibetjente med hver deres gevær, og stoppede os. - Der er lige det vi mangler, var der en der råbte, og så sprang de alle sammen op i vognen og satte sig der, hvor jeg plejede at have mine folk. - Så er det afgang til
Caracas, fik jeg at vide. Nej, det gik altså ikke, prøvede jeg at forklarede dem. Men det hjalp ikke. Hvis ikke jeg ville køre dem, så tog de bare bilen og kørte selv.
Det
var sateme ikke så godt. Nu var vi ligegodt for alvor kommet på den. Men der var jo ikke andet at gøre. - Bare giv den noget gas, fik jeg at vide, der er ikke andre på vejen. Nu ville de ind og være med i revolutionen sammen
med andre soldater i Caracas.
Hen under aften nåede vi så frem til Caracas. Og igen blev vi modtaget af en flok politisoldater ved indkørslen til byen. Jeg fik besked på
at holde ind, nu ville de fem passager på ladet godt af. Og så fik jeg ellers at vide, at jeg skulle skynde mig at komme af sted. Hvis jeg blev holdende for længe, så tog de andre soldater nok bare bilen. Så jeg kom sateme af
sted i en vis fart.
På et tidspunkt fandt vi en bil, der godt ville tage ingeniøren med ind til byen. Vi aftalte, at mødes ude ved Christiani og Nielsens depot morgenen efter,
og så køre tilbage til vores arbejdssted.
Da jeg havde sat ham af, listede jeg lige så stille af sted mod Christiani og Nielsens depot. Jeg behøvede ikke at køre
ind i selve byen, men jeg skulle igennem en bydel, som jeg ikke var så glad ved. Jeg vidste jo ikke, hvad sådan en revolution var for noget. Og de der politisoldater de havde godt nok gjort mig nervøs. Jeg var sku bange.
Jeg listede lige så stille af sted. Gaderne var helt rolige, og der var blevet halvmørkt nu. Gadelygterne hjalp ikke, for pærerne deroppe var skudt itu. Pludselig gik der et gevær af i
nærheden, og så fik jeg ellers travlt med at få drejet ind i en sidegade. Og jeg var knap kommet derind, før det myldrede med folk omkring bilen.
- Hvem er du, hvor kommer
du fra, hvor skal du hen, blev der råbt. De var sateme nærgående, de folk, så jeg fik travlt med at komme videre. Men nu havde jeg fået sat en ekstra skræk i livet. Og da jeg kørte igennem noget der hed Bjarke, så
blev det endnu værre. Der var nemlig sådan en hulvej, hvor der stod folk oppe på skrænten og smed sten ned i hovedet på mig.
Det gik ikke så godt, men hvis bare
jeg kunne nå frem til Christiani og Nielsens depot, så mente jeg nok, at jeg var i sikkerhed. Jeg nåede også derop, men porten derind var stænget. Jeg bankede og bankede på porten, for jeg vidste, der måtte være
nogle vagter derinde. Det var der altid om aftenen og om natten. Endelig kom der en vagt, men han havde fået besked på, at han ikke måtte lukke nogen ind.
- Du kan nok se, at bilen
her, det er Christiani og Nielsens, og den skal i sikkerhed, forklarede jeg ham. Det endte da også med, at han åbnede porten og lukkede mig ind. Og så fik jeg ellers lagt en pressening over bilen og lagt mig på førersædet
og slappede af. Hold da fast, hvor jeg trængte til det.
Dagen efter viste det sig, at restauranterne åbnede igen, og bilerne de begyndte også køre. Men klokken blev syv og
den blev otte, der kom ingen ingeniør. Den blev halv ni. Det duede sku ikke, vi skulle jo helst tilbage, inden der var nogen der opdagede det.
Klokken den blev ni, og så kom direktør
Høi selvfølgelig. - Hvad fanden laver du her, spurgte han. Ja, sådan og sådan. Du har bare at passe dit arbejde, fik jeg at vide. Og ham ingeniøren skulle Høi nok snakke alvorligt med, når han dukkede op. Jeg kunne
bare liste af, og det skulle gå hurtigt, var slutreplikken. Så det gjorde jeg, men jeg havde det ikke ret godt, da jeg sad der i bilen på vej tilbage, uden ingeniøren. Jeg havde sku dummet mig.
Jeg kørte og jeg kørte. Jeg gad ikke at tage ind nogle steder. Men hen på eftermiddagen var jeg blevet rigtig sulten og tørstig. Og der kom så et sted med en skikkelig mand, hvor vi plejede at stoppe.
Så jeg tog en pause.
Manden jeg holdt ind ved, han havde sådan et stort køleskab, der gik ved petroleum. Han lavede kulde med blus. Jeg bestilte en kold øl. Nah, jeg kunne
godt få en øl, men kold var den ikke, fik jeg at vide.
Køleskabet fungerede ikke længere. I begyndelsen havde det virket godt nok, men nu duede det ikke mere. Jeg spurgte
ham så, om han ikke havde en instruktionsbog. - Jo, det havde han godt nok, men han kunne hverken læse eller skrive, så det havde han ingen fornøjelse af, var svaret. Nåh, men var det så ikke en ide, at jeg kiggede
lidt i den, foreslog jeg.
Det viste sig, at skorstenen var sat til med sod. Og der stod i instruktionsbogen, at der skulle være fri luft til fyret. Flammen skulle være blå. Det
forklarede jeg ham. Men det havde han ikke vidst noget om. Og jeg fandt så også ud af, at han havde brugt dieselolie og ikke petroleum, som der stod i bogen. Jeg spurgte så, om vi ikke skulle skrue skorstenen af og se nærmere på
det hele. Det skulle jeg da være velkommen til, jeg kunne bare gå gang.
Det gjorde vi så. Værten fik renset skorstenen og så videre. Og jeg tog mig af beholderen med
brændstof. Den fik jeg renset med en klud og noget benzin. Rent petroleum havde han også. Og da vi havde fået det hele på plads igen, så kom der sku en nogenlunde blå flamme ud af det.
- Hvad skal du så have for det, spurgte han, da vi var blevet færdige. - Jeg skal ikke have noget, svarede jeg. Nu må vi bare håbe, det er blevet bedre. Jamen han ville da betale for det. Nej, det kunne der ikke
være tale om. Jamen hvis jeg kom forbi en anden dag, så skulle jeg da bare kigge ind og få en øl og bid brød.
Sent om aftenen var jeg igen tilbage på min
arbejdsplads, men nu manglede vi vores ingeniør. Ham så jeg aldrig mere. Men vi fik så et telegram om, at der ville komme en anden ingeniør, og at jeg skulle køre ud på flyvepladsen og hente ham en bestemt dag.
Den nye ingeniør var dansker lige som mig og hed Poul Møller Og han ville gerne se, hvad jeg gik og lavede herude på landet. Og da han havde fået set det, så sagde han, det skal
vi snart få gjort færdig. Og han gjorde noget ved det. I løbet af et par dage, så var vi over det. Han tog det ikke så nøje, som ham franskmanden.
Vi blev færdige,
og den danske ingeniør tog flyvemaskinen tilbage til Carracas. Og jeg fulgte så efter senere med bilen og alt vores grej. Men da jeg kom hjem, skulle jeg selvfølgelig også aflevere regnskabet.
Jeg havde jo hævet penge ved amerikanerne. Alle de penge, jeg skulle bruge til mig selv og til at betale mine folk med, dem havde jeg fået at amerikanerne. Desuden havde jeg jo også haft en del udgifter til forskellige
ting som benzin og olie og så videre.
Der var også nogle politifolk, der skulle have lidt penge. Men nu havde der jo lige været revolution i landet, og der var kommet andre folk
til. De skulle ikke have noget til at begynde med. Men det kom jo lidt senere. Sådan lidt småpenge, det var vigtigt. Det skulle også med.
Jeg gik altså ind til Høi
med regnskaberne. Og han var selvfølgelig interesseret i, hvordan det var gået. Han bladrede regnskaberne igennem, så på kvitteringer og satte flueben ved nogle af dem. - Nå, men det ser jo godt ud Madsen, sagde han til sidst.
Det ganger vi lige med to, så bliver der også lidt til mig.
Og der havde jeg brudt mit hoved med at få det så nøjagtig som muligt. Men det var nu godt nok, at Høi
gangede med to. Der blev jo også lidt ekstra til mig. Og det var da dejligt.
Der gik så et stykke tid, hvor de fik lavet vejen færdig oppe på min gamle arbejdsplads. Men da
de var nået frem til floden, så skulle der jo også laves en bro over den. Det var et amerikansk firma, der hed Chicago Bridge, som skulle lave broen. De skulle komme med en stor jernkonstruktion. Men det var Christiani og Nielsen,
der skulle lave bropillerne, som jernkonstruktionen skulle hvile på. Og så skulle de også lave landfæstningen. Det var sådanne nogle 6 tommer rør som skulle bankes i jorden for at bære landevejen.
Så jeg vendte tilbage, og der gik vel sådan et års tid. Vi fik banket nogle pæle og støbt nogle dragere og så videre. I begyndelsen af 1945 havde vi har fået det meste op at
stå, og Chicago Bridge var begyndt at montere broen. Ude i floden havde vi støbt nogle lange rør, og da broen var kommet på plads, så skar vi dem lige så stille af igen.
På den anden side af floden, skulle vejen forsætte. Men det var et amerikansk firma som stod for den del af arbejdet. Vi var ved at være færdige.
Olieraffinaderiet ved Maracaibo
En dag kom
personalechefen ud til os og sagde, at han havde et andet job til mig. Christiani og Nielsen havde fået en opgave i den anden ende af landet. Ude i nærheden af Maracaibo, skulle der laves et olieraffinaderi. Det skulle vi ikke have noget
at gøre med, men der skulle også laves et hospital og en skole og nogle huse til de ansatte. Det var så vores opgave, og det skulle laves her og nu.
Direktør Høj
han var taget til Danmark for at lave kontrakter med en hel masse danske håndværkere. Nogle og fyrre håndværkere var det. Der var murere og malere, elektrikere og jernbindere og endnu mere. De fik en to års kontrakt med kost og
logi og så og så meget om måneden.
Det ville så blive min opgave at hjælpe håndværkerne med sprog og sådan noget. Christiani og Nielsen havde også
påtaget sig at lære nogle nationale folk op. Og her var også brug for hjælp med sproget. Jeg var med på det, så vi aftalte løn og så videre. Det var en god løn, og der var kost og logi med i den, plus
eneværelse. De fleste boede ellers to eller flere i et rum. Og det var også, hvad jeg havde prøvet hidtil. Det med eneværelse, det var første gang, jeg oplevede det.
Jeg
kom altså derover som en slags tekniker. Og der var nok at se til. Jeg blev jo overfaldet af alle de her håndværkere, som aldrig havde været uden for Danmark. Nu var krigen slut, og de var glade for at kunne rejse til Venezuela og få
et arbejde med en god løn, kost og logi, og når klokken var tre om eftermiddagen var det fyraften. Vi arbejdede fra syv til tre, så var det fyraften, og vi kunne gøre lige, hvad der passede os. Men hvis der var nogen der drak øl
i arbejdstiden, så var det ud af vagten. Vi havde et par folk, som havde puttet ting og sager i termoflasken i stedet for kaffe. De blev sendt hjem. Der var også nogle tømrere, som var blevet i lidt for godt humør. Da formanden så
det, så var det ud af klappen.
Der var fire firmaer som var fælles om at skulle drive raffinaderiet. Det var Standard Oil og Shell blandt andet. Deres ingeniører boede der også,
og det var englændere, hollændere og amerikanere. Der var så en dansker, der havde vekslet nogle ord med en af deres koner. Og han har nok været lidt grov. Han blev også sendt hjem.
På et tidspunkt fik jeg til opgave at lave nogle fliser inde på selve raffinaderiet. Der skulle laves nogle rør, og ovenover dem skulle de her fliser ligge. De skulle kunne tages op og lægges ned igen,
så målene skulle være i orden.
Det var rimelig nemt, og de venezuelanere, jeg havde til at hjælpe mig, arbejdede godt. Så jeg gik jo bare der og spillede kong
gulerod. Og det pinte nogle af de danske håndværkere. En dag var der så tre tømrere, som spurgte, hvad jeg fik i løn. Det var jo noget mere end de fik. Og jeg havde jo også eget værelse, medens de måtte
dele med en anden. - Hvad skulle der være vejen med det, sagde jeg. Og så fik jeg ellers læst og påtalt. Jeg var jo ikke andet end en bonderøv ude fra Mols. Det ville de sku ikke finde sig i, så nu satte de sig ind i skuret.
- Jamen så bliver jeg nødt til at gå op på kontoret og sige at I strejker, fik de at vide. Ja, det kunne jeg roligt gøre, var svaret.
Det hele endte med, at jeg bestemte
mig for at rejse hjem og se, hvordan min far og mor havde det. - Du er en lykkelig mand, sagde ingeniøren, at du sådan kan rejse af sted. Han havde jo også problemer. Der var vrøvl mange steder på den arbejdsplads.
De danske håndværkere, som skulle have lavet nogle gode penge derovre, de tabte det hele på gulvet. Det var jo en stor arbejdsplads, så der kom selvfølgelig en lille ludderby
i nærheden. Kort blev der spillet, og drukket blev der også. Der var mange af danskerne, der var slemme både med spil og damer og med flasken.
Det endte med, at amerikanerne
tog dem alle sammen over en kam. Oliefirmaerne gav dem et år, så var det ud af vagten med dem alle sammen. De havde egentlig en to års kontrakt, men den blev kortet af med et år. Det ramte jo også Christiani og Nielsen. De kom
også i klemme, de færdiggjorde jo ikke deres kontrakt. De røg også ud af vagten, og det var en skam, for de var glade for at være kommet ind i varmen ved olieselskaberne. Der lå jo nogle gode penge og ventede. Men den gik
ikke.
I 19 47 i slutningen af september måned rejste jeg hjem til Danmark på besøg. Det var ikke så svært. Raffinaderiet var en stor arbejdsplads, og folk kom langvejs
fra. Der var en landingsbane for mindre fly, og der var også et rejsebureau derude. Så jeg gik bare hen til det der rejsebureau og spurgte, om de kunne lave mig en rejse til Kastrup. Og det kunne de lige med det samme. En returbillet kostede
1000 dollar. Så jeg lagde 1000 dollar på bordet, vær så god. Og så var det afgang, hjem til Danmark.
Jeg sendte et telegram hjem til min mor, inden jeg rejste. Men hun
turde ikke lukke det op. En dag stod der en pæn mand i køkkenet, fortalte hun mig senere. Han havde et telegram fra Venezuela, som han skulle aflevere, og så ville han gerne have en underskrift. Det fik han, men hun turde ikke lukke brevet
op. Hun måtte ned til nabokonen, og først efter at de havde taget hinanden hånden, åbnede hun det. Og hvad stod der? Ankommer Kastrup den og den dato, med den og den flyvemaskine. Hilsen Einar. Det var stort.
Jeg kom hjem i september 1947 var vejret ualmindeligt godt. Næsten tredive grader var det. Der var dansk sommer endnu. Og der gik ikke længe, før min mor sagde - du bliver da hjemme og holder
jul. Det lovede jeg, så jeg var hjemme godt tre måneder.
Det var en dejlig tid. Tænk sig at være sammen med sin far og sin mor efter så lang tid, og så var der
jo også mine søde små niecer fra Bugtrup, som tit kom og besøgte deres bedstemor. Og der kom som end også mange forbi for at se lidt på ham fra Sydamerika, som oven i købet var fløjet hjem. Det havde de jo
kunne læse i avisen.
Jeg havde tjent mange penge derovre. Lønsystemet var sådan, at en lønmodtager skulle betale nogle få procent hver gang, han fik løn. Og
de penge blev så udbetalt til jul. Venezuelanerne kunne ikke holde på pengene. De drak dem op lige så snart, de havde tjent dem. Men til jul kom de her særlige penge, og så var der jo noget at holde jul for.
Hvis man havde tjent mange penge, så havde man en masse penge stående. Og dem var jeg en af. Det var også derfor, at jeg tog derover igen. Jeg skulle jo over og hæve min pose penge. Så
i januar måned 1948, da det satte ind med sne og frost i Danmark, så dampede jeg af igen. Og da jeg havde hævet pengene, så købte jeg mig en bil. En brugt Hudson som jeg købte af tre danske ingeniører, der haft
den i fællesskab, men var nødt til at sælge den, fordi skulle hjem.
I begyndelsen af 1948 stod jeg igen i Venezuela. Men nu havde jeg penge på lommen og oven i købet
egen bil. Det var noget andet, end da jeg ti år før stod i landet for første gang.
Bog 3: De sidste 12 år i Venezuela 1948 -1960
_______________________________________________________________________
På
arbejde for amerikanerne i Caracas havn
Jeg kom tilbage fra Danmark i begyndelsen af 1948. Jeg var jo kommet lidt trekantet ud af Christiani og Nielsen, så jeg var lidt på herrens
mark. Det var ikke sådan ligetil at komme tilbage og sige goddag, her er jeg igen. Så jeg gik i stedet ind til et amerikansk firma, der havde fået en tre års kontrakt på en ny havn i Caracas.
Da jeg kom ind til dem, sagde chefen, Chamberlain, først, at det var nu ikke lige den slags folk, de søgte. Han havde brug for nogen, der kendte til dampmaskiner. - Jamen så er jeg manden, sagde jeg. Kan jeg nu også
tro på det, spurgte han så. Ja det er helt bestemt. Jamen så kunne jeg gå ind i værelset ved siden af. Der sad en ingeniør, der har med sagen at gøre. Jeg gik ind til ingeniøren og her havde jeg glæde
af det, jeg havde lært på mejeriet. Jeg vidste sku en masse om damp, så der gik ikke længe inden jeg var antaget. Og til forhøjet timeløn oven i købet. Og så tre års arbejde oven i købet, det
var ligesom at vinde i lotteriet.
Jeg var lidt beklemt ved at gå ud til Christiani og Nielsen, men jeg havde nogle penge til gode, julepenge som jeg har fortalt om. Så jeg
måtte ud til Christiania og Nielsen. Og da jeg kom derud, så tog de vældig pænt imod mig på kontoret. - Kom ind og sæt dig ned. Og du har været hjemme i Danmark, og der har været vinter. Det måtte jeg fortælle
lidt om. Så sagde de - og vi har jo også en pæn check til dig, men inden du går, vil direktøren lige hilse på dig.
Så måtte jeg ind til direktør
Høi. - Sæt dig ned Madsen, og hvordan går det så hjemme i Danmark? Og så er du vel klar til at begynde for Christiani og Nielsen igen? Arh, det var ikke så godt. Jeg havde været nede og snakke med amerikanerne, som
skulle bygge den nye havn. - Ud, råbte han så. Christiani og Nielsen havde nemlig også givet tilbud på havnen i Caracas, men ikke fået det.
Se, nu er det sådan,
at havnen i Carracas, La Guara, havde været udliciteret til et hollandsk firma, og de var allerede begyndt på arbejdet før 2. Verdenskrig. De havde fået tre store kraner drevet med damp derover fra Holland. Men på grund af krigen,
var arbejdet gået i stå, og deres kontrakt var blevet annulleret. Den nye, kontrakt som amerikanerne havde fået, indebar, at de skulle overtage maskinerne, selv om de havde stået og rustet i de fem år under krigen. Den ene havde
stået ude i saltvand og var totalt ødelagt. De andre to kunne til nød bruges.
Da jeg nu kom og pralede af, at jeg var dampekspert, så blev jeg sendt ud til de skide maskiner
og skulle være klog mand. Men det gik nu godt nok. Smedene, der også gik derude, de var sku også i tvivl. De to maskiner, der var tilbage, var nogle store kraftige sataner. Men duede de til noget? Det var i hvert fald nødvendigt først
at få banket rusten af dem. Så tiden gik jo.
Det første der skulle laves, var en bølgebryder ud i havet. Og der skulle jo bruges nogle store sten. Så en af de
her kraner blev sendt op i et stenbrud, der lå ikke så langt derfra. Stenene vejede vel en fire, fem tons stykket. Og de skulle så køres på lastbiler ned til havnen. Det var nogle amerikanske lastbiler, og de kunne kun
tage en af gangen, mere kunne de ikke bære.
Det var jo noget for en kranfører at bakse med sådan nogle tunge sten. Og da de første sten skulle løftes på bilerne
stod direktør Chamberlain og en formand og nogle andre og så på, mens jeg forsøgte mig med de her sten på en fire, fem tons. Det gik stille og roligt, og jeg fik den første sten forsigtigt lagt ned på lastbilen.
Det var jo flot.
Så gik der nogen tid, hvor jeg løftede sten. Men en dag kom Chamberlain og formanden og sagde, at de havde brug for mig nede på havnen til at banke pæle
ned i havbunden. Chamberlain og formanden var ikke helt enige om, hvor jeg skulle være. Men det blev altså havnen.
Som sagt, nede i havnen skulle der bankes nogle kæmpe cementpæle
ned. De var store og de var dyre, og de gik let i stykker. Så det gik ikke at banke løs på dem. De blev skyllet ned i stedet. Der var en vandpumpe, der gik ved elektricitet, som lavede et hul i undergrunden. Bagefter blev pælen lige
så stille og roligt løftet og sænket ned i hullet. Og til sidst fik pælen så et par forsigtige bank af damphammeren.
Det gik fint. Den ene dag gik med en anden.
Men på et tidspunkt kom vi ud i noget hård grundlag. Det var noget klippegrund af en slags, og der måtte vi opgive at sætte betonpæle i. De kunne ikke skylles ned længere. I stedet brugte vi så nogle store råjern
der var formet som et h.. De måtte bankes ned. Der fik vi rigtig brug for dampkraften.
Vi kom så langt ud, vi skulle med pælene. Og bagefter skulle vi så slå en
spunsvæg ned, en bølget jernvæg, for at holde på fyldet, og der kunne dampmaskinen jo også bruges, så der gik vel et par år, hvor jeg arbejdede på havnen La Guare i Caracas.
Andet besøg i Danmark 1950
I 1950 fik jeg brev fra Danmark, hvor der stod, at hvis jeg ville hilse på min far, så måtte jeg vende næsen hjemad. Lægen havde sagt, at han ikke havde så lang tid igen. Og det fortalte jeg min formand. - Det
var da nogent sørens noget, nu gik det lige så godt. Han kunne ikke tage stilling til det. Det måtte jeg snakke med Chamberlain, direktøren, om. Det gjorde jeg så, og han var i orden. - Du har ferie til gode og så får
du en måneds orlov. Så kan du stille du her igen om to måneder, sagde han.
Jeg rejste så jeg til Danmark sommeren 1950. Og der havde min farbror Karl organiseret, at der skulle
lægges nyt tag på laden derhjemme. Det var ved at falde sammen, og den gamle han gik jo og var ved at få mavesår at det. Så vi gik i gang med at tage det gamle tag ned. Og der gik nogle dage med et forfærdeligt rod. Vi fik
også nogle bajere. Kristian fra Rødovre, der var gift med min søster, han sagde tit - nu har vi igen kun tomme flasker, det må vi gøre noget ved. Så var det ellers op i Brugsen. Mor hun blev lidt betænkelig, men
vi andre mente nu nok, at Kristian vidste, hvad det drejede sig om.
Det var en dejlig sommer. Det fineste solskinsvejr var det. Vi fik taget rykket af, og et nyt sat op. Nu kunne der så stå
to biler under det. De blev lejet ud som garager. Og der var også de gamle kobåse, som blev brugt til at have tørv i, blandt andet til kirken. Det var jo lige efter krigen, hvor der var mangel på brændsel.
Nyt arbejde hos F.L. Schmidt
Jeg rejste tilbage til Venezuela igen i august 1950 og gik selvfølgelig ned på havnen og sagde pænt goddag til folkene i mit gamle firma. - Ja, sagde Chamberlain, jeg kan godt huske vores aftale, og den står
jeg også ved. Men der er kommet en ny regering, og den er jeg ikke rigtig dus med. Så hvis jeg kunne finde mig noget andet midlertidigt. Det skulle jeg nok finde ud af, mente jeg.
Så
jeg gik selvfølgelig op til Andreas Schmidt. Det var en gammel dansker, som havde en lille bar, hvor han solgte kaffe og ost og spegepølse, ja, der var ikke det, han ikke solgte. Det var stedet, hvor vi danskere mødtes. Og der sad
så de to montører fra F.L. Schmidt, som jeg havde truffet i Valencia dengang, Tage og mig var på knæene der. Så var det jo - hvordan går det, har du været hjemme i Danmark, og hvad skal du så til at lave nu.
Jeg har sku ikke noget, fortalte jeg, Chamberlain han var ikke rigtig blevet dus med den nye regering. Det endte med, at montørerne sagde, at jeg kunne gå ud på cementfabrikken. Der skulle de til at udvide med en ny ovn, så der var
en hel masse jord, der skulle graves væk. Jeg kunne da prøve og se, om det ikke er noget for mig.
Jeg tog ud på cementfabrikken og snakkede med dem. Jo, det var rigtig nok, de
havde brug for nogle folk. - Men hvad har du forestillet dig i løn, kom det så. Ja, jeg skulle have 50 kroner om dagen. Nej, det var for meget. De ville give 40. Så kan vi ikke blive enige, sagde jeg, og begyndte at gå hen mod
min bil. Hold lidt, lød det så. Hvis du kan gøre det færdig til den og den dato, så skal du få de 50 kroner, ellers er det kun 40. Og så kan du begynde i morgen, og det gjorde jeg så.
Nu var det sådan, at cementfabrikken havde en lille gravmaskine, der var helt ny. Jeg havde godt set den, og den havde jeg faktisk haft lyst til at komme op og sidde i. Det kom jeg så. Og den fik nogle af pisken, det
var jo en betingelse, at jeg færdig med at rydde fyldet væk til den aftalte dato.
En dag kom der en ingeniør fra F. l. Schmidt og sagde - nu skal du ikke grave mere væk.
Ellers skal vi jo bare til at fylde jord på igen, det er godt nok. Det var to dage før den aftalte dato. Så jeg tjente mine 50 kroner hver dag. Det var rigtig godt. Jeg sagde så til ingeniøreren - hvad nu. Ja, kør maskinen
op, hvor du tog den, og så vasker du en og smører den. Og hvis der er nogle wirer, som er dårlige, så skifter du dem ud. Jeg har fået besked af vores direktør, at jeg ikke må fyre dig. Vi får brug for dig.
Så jeg skulle bare have tiden til at gå. Der gik da også lidt tid med smøren og pudsen af maskinen, men det pjatteri var jeg snart færdig med. Og så var det ellers med hænderne
i lommen og prøve at se klog ud, medens alle de andre havde travlt. Det har man jo på sådan en cementfabrik. Det endte med, at jeg sagde til ingeniøren - det her, det går altså ikke, jeg må have noget at lave. Jamen,
så kunne jeg tage ud i stenbruddet. Derude kunne de nok finde noget til mig og lave.
Jeg tog derud, men det var lidt svært, fik jeg at vide. De skiftede jo ikke folk hver dag. Der var
en akkord, og den var folk inde i. - Men køb dig en avis, fik jeg at vide, og sæt du dig over i skyggen og læs i den, så finder vi ud af noget i løbet af dagen. Så jeg købte mig en avis og satte mig og læste.
Nej, det dur sku ingen steder det her, tænkte jeg, og så foldede jeg min avis sammen og kørte ind til Axel Pedersen, Pete, ham montøren fra mejeriet.
- Hvad fanden laver
du nu, sagde han. Jeg laver ingen ting, jeg går bare og keder mig og tjener 50 kroner om dagen. Det dur jo ikke, mente han. Han havde en kontrakt i Nakoribia. Der avlede de ris ude, så de havde brug for at få en ristørrer op og stå,
her og nu hvor risen skulle høstes. -Tag ud og hjælp dem med at få den op og stå. Det gjorde jeg så, og jeg havde vel været derude i 14 dage, 3 uger, da Pete kom med lønninger. - Jeg har for resten et telegram fra
Christiani og Nielsen til dig. Hvad mon der nu er galt, fik jeg sagt. Ja, hvis det var arbejde, så skulle jeg tage det, for om en måned så var der ikke mere og lave herude.
Tilbage hos Christiani og Nielsen på elektricitetsværket
Christiani og Nielsen søgte en mand. Det var spændende,
for jeg var jo kommet sådan lidt trekantet ud sidste gang, jeg arbejde for dem. Jeg tog ind til dem og kom ind til direktør Høi. - Sæt dig ned, sagde han, og fortalte de havde fået en kontrakt på elværket, som skulle
udvides med en ny enhed, unit, som det hed derovre.
Til det arbejde havde de købt en rambuk i Holland, som skulle bruges til at banke en masse pæle ned. Den var blevet sejlet fra
Holland og allerede stillet op. Men de manglede altså en mand til at køre den. De havde så spurgt Chamberlain fra det amerikanske firma, der havde bygget havnen i Caracas, om han kendte nogen, der kunne varetage sådan et arbejde. -
Ja, havde han sagt, der var en Einer Madsen, som havde arbejdet ved dem, og som de havde været glade for.
På den måde kom jeg ind i varmen igen. Og jeg kunne næsten
forlange hvad jeg ville, men selvfølgelig var der et loft, og det var også godt nok. Men da jeg kom ned og så den rambuk, så blev jeg sku lidt betænkelig. - Det er godt nok, fik jeg sagt, men vi er nødt til lige at se
den efter i sømmene. Jeg fik fat på Pete, som havde forstand på sådan noget, og han forklarede mig, hvad jeg skulle gøre. Så vi skruede den fra hinanden og satte nye pakninger i, og så skulle den stå
et hel døgn for at se, om den kunne holde trykket. Og da den kunne det, gik vi i gang. Og det gik da også fint. Heldigvis, for der stod en hel ring af folk fra ledelsen fra elværket og fra Christiani og Nielsen, da vi bankede den første
pæl ned.
Der var kalkuleret med, at en pæl den kunne bankes i på en time, og så blev der jo regnet ud, hvornår vi skulle kunne være færdig med alle pælene.
Men den lille dampmaskine, der skulle trække den store hammer, kunne ikke holde dampen. Når vi havde banket en pæl i, var der ikke mere tryk på. Og så måtte vi vente til trykket var kommet op igen. Så i stedet for
en time til hver pæl, så blev det nu til to timer. Vi blev færdige, men vi var langt bagud. Og så skete det tilmed, at vi blev ramt en stor ulykke.
Det store uheld
Jeg og to formænd boede i en træbarak, der var bygget en 500 m fra arbejdspladsen. Barakken lå lige neden
for en bjergskrænt, og oppe fra bjerget kom der en lille bjergbæk, som løb lige forbi vores barak. Den var ikke større, end at vi kunne hoppe over den. Men så satte regntiden ind. Det regnede ikke stærkt, men det regnede
konstant.
Der gik et stykke tid, men så en dag var der en af ingeniørerne, som sagde - der er altså noget galt her. Eftersom det regnede, og det regnede endnu stærkere oppe
i bjergene, så skulle der være mere vand bækken. Der måtte være et eller andet deroppe. Så de ringede til hovedkontoret. Men de kunne ikke se noget problem. Der var vand i bækken og det løb. Vi var jo i forvejen
bagefter tidsplanen. Det gik nok det hele.
Men det gjorde det ikke. For en nat vågnede vi ved brag og bulder. Den ene formand han hed Manuel, og så var der en der hed Kristian Rasmussen
og så var der en til som jeg ikke kan huske navnet på. Vi røg alle sammen ud af barakken. Vi kunne ikke se en skid, det var jo brand ravende mørkt, men vi kunne høre det. Og elværket, hvor fanden var det henne. Det virkede
som om hele bjergsiden var skredet ned.
Om morgenen, da det blev lyst, sad vi oppe på skrænten mellem nogle kaktusser og holdt hinanden i hånden. Og det er ikke engang løgn.
Der sad vi og kiggede ned over plateauet ved elværket. Det var fyldt med jord, og der var også store stenblokke, som var revet løs og rullet ned af bjerget.
Det viste sig,
at der var sket et skred oppe i bjergene. Der var dannet en dæmning deroppe, som havde lukket for vandet, og lige så stille var der opstået en sø. På et tidspunkt havde dæmningen ikke kunnet holde vandet mere. Der må
være gået hul på den, og så kom hele lortet styrtende ned og rev alt med sig.
Sikke noget lort. Det var jo en naturkatastrofe. Der blev skrevet en masse om det i aviserne.
Der havde også været en kirkegård neden neden for bjerget som var blevet skyllet med ud på plateauet. Så nu lå der skeletter og kranier overalt. Og op af skrænten havde nogle af ludderne som arbejde inde i La
Guaira boet. Deres hytter var også blevet revet med ned. Det var sku alvorligt. Der var en jammer ad helvede til.
Nå, men vi måtte så i gang med skovl og trillebør.
Der blev hentet folk fra nær og fjern. Og de dynamoer, der var blevet fyldt med jord og skidt, de skulle selvfølgelig skilles ad og renses. Der gik vel en tre måneder før værket kom i gang igen.
Vi kom også i gang igen med bygningen af den nye enhed. Caracas voksede jo, og den voksede stærkt. Så selv med den nye enhed til elværket, var det ikke nok. Det skulle udvides endnu mere. Og det arbejde
fik Christiani og Nielsen også. Så det var længe, jeg arbejde på den arbejdsplads.
Jeg var der også efter, at jeg var blevet gift med Herdis og havde fået mit
første barn Lis. Jeg kan huske, at jeg arbejde nogle gange om søndagen, og så tog jeg min kone og Lis med i bilen Så kunne de bade, mens jeg arbejdede.
Der skete også
en anden sjov ting mens jeg arbejdede der. En dag var at en af luftfartsselskabets pengetransporter blevet overfaldet og røvet. Det var mange penge det drejede sig om. Lige efter det var sket sagde min ingeniør - nu her på lørdag,
når du kommer på arbejde, kan du så ikke lige køre omkring hovedkontoret og få en pakke med herud. Det var sku lønningerne, fandt jeg ud af bagefter.
Hjem til guldbryllup i Danmark
I april måned 1956 havde min far og mor guldbryllup, og det ville jeg hjem til. Jeg ved ikke,
hvordan flyveselskabet KLM fandt ud af det, men en dag kom der en mand fra KLM ud på arbejdspladsen og sagde - du har jo par forældre derhjemme der har guldbryllup. Skal du ikke hjem og besøge dem? Jo, det havde jeg da tænkt på.
Så jeg tog hjem til Herdis og fortalte om mine planer. Vi var venner dengang, ikke mere, men jeg ville gerne have hende med til Danmark. Det ville hun sku ikke - tror du jeg er sådan en billig
en, der bare rejser med dig uden at være gift, sagde hun. Du kan spørge mig, om jeg vil gifte mig med dig, og så kan vi tage til Danmark. Hun vil have rene linjer. Hun ville altså ikke med, så jeg tog af sted alene.
Da jeg var hjemme i 1950, dengang min far syg, havde jeg lavet et lille bekendtskab, Solvej hed hun. Bagefter havde hun fået fri fra sit arbejde, og jeg havde så sendt hende en billet til Caracas.
Hun kom over og besøgte mig, men kunne ikke trives derovre, så hun rejste hjem igen. Der var jo også det med sproget. Jeg boede oven på en købmandshandel dengang, og jeg havde forklaret ham portugiseren, der havde den, hvordan
det hang sammen, og at skulle hjælpe hende, når hun kom for at købe ind. Men det gik ikke, hun rejste hjem igen.
Da jeg så kom tilbage 1956, mødtes vi igen. Hun var
også med til guldbrylluppet. Men bagefter blev vi blev enige om, at det duede ikke. Hun havde sit job i København, og jeg havde mit job Venezuela. Det kunne ikke hænge sammen. Men da jeg skulle hjem, jeg havde afleveret min kuffert, stemplet
min billet og var på vej ud til flyvemaskinen, så kom der en stewardesse og spurgte - er det dig som hedder Einar Madsen. Og det var det jo. Nå men så var der telefon til mig. Det var hendes bror, der ringede og spurgte, om det ikke
kunne lade sig gøre, at det blev godt igen med Solvej og mig. Nej, sagde jeg. Jamen Solvej ligger derhjemme og græder. Jamen, det kan jeg jo ikke gøre noget ved, var jeg nødt til at sige.
Så jeg rejste derover igen. I 1957 blev Herdis og mig så gift, og i 1958 fik vi Lis. Da var vi flyttet til Maracaibo. Det var dengang jeg var med til at udbygge elværket, som jeg har fortalt om. I 1959 blev vi
endelig færdige med arbejdet. Da havde jeg to ferier til gode. Så jeg fortalte Christiani og Nielsen, at jeg ville en tur hjem til Danmark med min kone og datter. Det gjorde vi så i sommeren 1959.
Fjerde besøg i Danmark og mødet med Herdis' familie
Vi kom hjem til Danmark,
og det var i jordbærtiden. Så der var jordbær nok til Lis, og det var bedste, der plukkede dem. Men mens vi er hjemme døde min far. Han havde jo haft kræft længe og var helt udmarvet. Men han nåede da at opleve Lis.
Jeg kan huske, han lå i sengen og holdt hende i hånden. Mens vi gik derhjemme og holdt ferie, tog vi også på ture rundt i Danmark. Nogle af dem vi besøgte var Herdis familie. Og her skete der noget mærkeligt. En dag fik
vi et brev fra Herdis far i Venezuela, hvor der stod - mens I læser det her brev så, er vi på vej hjem til Danmark.
Herdis havde seks søskende, fire søstre og to brødre.
De to brødre blev derovre. Men alle de andre tog hjem. Og en dag stod de der, og det var dejligt. Men min svigerfar havde jo lejet et hus derovre, hvor der var et gæstehus ved siden af. Der boede Herdis og jeg. Og så slog vi halv skade om
udgifterne. Det havde været fint, men nu havde vi så et stort hus stående derovre, som vi var alene om at betale. Så jeg var sku lidt betænkelig.
Men svigerfar kom og
lejede en bil. Det var et rugbrød, hvor vi kunne være alle elleve personer, og så kørte jeg dem en tur rundt i Danmark. Jeg kan huske den første dag, da kørte vi fra Falster op til Kødkjær, og besøgte
Herdis farbror. Han havde arbejdet i brunkullene ved Fasterholdt og var blevet invalid og havde bygget sig et træhus Kødkær. Så tøserne, Herdis søstre, de ville lave lidt sjov De syntes ikke vi skulle komme anstigende
alle sammen på en gang. Det var sjovere, hvis deres far gik alene ned og hilse på sin bror. Så da vi nåede hen til vejen, så stoppede jeg bilen. Kristian steg ud og gik ned mod sin bror, der stod og savede brænde længere
nede af vejen.
Ideen var, at han skulle spørge om vej. Og det har han nok også gjort. Det vi kunne se, var to brødre, der omfavnede hinanden. De havde jo ikke set hinanden
i tyve år. Lidt efter kom konen, Belinda, ud - hvad sker der. Jo, det var Niels Peter, der var kommet hjem, og deroppe holdt der en bil fyldt med kone og børn. Og så måtte Belinda suse rundt og skaffe madrasser og tæpper, og
jeg ved ikke hvad.
Dagen efter kørte vi til Thisted og ud til Klitmøller. Der havde Herdis en moster, som havde et sommer pensionat . Og igen ville tøserne lave sjov. De ville
gå ind og spørge, om hun havde plads i pensionatet. Og da hun havde svaret – nej, ikke til så mange, så sagde de - heller ikke, hvis vi fortæller, at vi er Niels Peters døtre. Så var det jo noget andet, til
Niels Peter og hans familie var der selvfølgelig plads. Der boede vi nogle dage. og der fik Herdis for første gang rundstykker til morgenmad. Det var en vældig tur, sikke en hjemkomst,
Hvorfor min svigerfar tog hjem til Danmark, ved jeg ikke rigtig. Det fortalte han aldrig, men jeg kunne tænke mig, at det var fordi de store piger ikke kunne få lov at gå i fred derovre, de var jo lyshårede. Og den ældste
bror Helmer, han havde giftet sig med en sort pige. Kulsort var hun, og de fik også et sort barn. Nej, det var måske ikke lige sagen. Jeg kan tænke mig, at han har villet rede, hvad redes kunne. Han ville derfra, mens tid var.
Så han tog altså hjem og købte en lille købmandsbutik i Listrup. Niels Peter var 53 år, da han kom hjem og blev høker. Men han kunne ikke leve af den høkerbutik,
så han fik arbejde inde på sukkerfabrikken i Nykøbing Falster. Der arbejde han en del år, indtil han fik kræft og døde.
Den sidste tid i Venezuela
I 1960 tog vi tilbage til Venezuela igen, hvor jeg fortsatte mit arbejde ved Christiani og Nielsen. Vi lavede et elværk og det er jo noget mærkeligt noget. Der er jo nogen store turbiner i sådan et, og de må
ikke have nogen vibrationer af nogen art. De skal stå helt præcist Og så er der også kedler, dampkedler, og dem er der sku tryk på. Somme tider var damprørene fra kedlen over til turbinen helt kirsebærrøde.
Jeg var spilmand. Sådan en kedel den blev hejst op i en 25 – 30 m. højde og derfra gik alle rørene så ned til turbinen. Kedlen den skulle stå ordentlig, og det var mit job.
Det var altsammen godt nok. Men jeg havde problemer med den store villa, som jeg nu var alene om. Og jeg havde også brugt en masse penge på ferien i Danmark. Der var ingen opsparing tilbage at trække på. Jeg havde svært
ved at betale huslejen, og jeg kunne ikke få lagt på lønnen. Så vi begyndte at overveje at rejse hjem til Danmark.
Vi havde en oplevelse derovre som også spillede
ind på vores beslutning. En nat, hvor vi sov, lød pludselig en masse skud fra et maskingevær. Og Herdis hun farede hen vinduet. Hun skulle jo se, hvad der skete derude. - Ned under karmen for helvede, fik jeg råbt.
Det viste sig at nationalgarden havde hørt, at der skulle komme en ladning kontrabande ind. Vores hus lå jo ved en stor sø, og der var sådan en badebro ude i søen, som sluttede med en
træterrasse. Den var vel en ti kvadratmeter stor. Der gik vi tit ud om aftenen og satte os, for der var rart.
Det havde smuglerne også fundet ud af, der havde nemlig god plads til
at losse deres ting. Men det havde de her soldater så fundet ud af. Deraf skuddene. Men jeg er nu sikker på, at de bare skød op i luften for at gøre smuglerne klart, at de var omringet. Men når sådan et maskingevær
går af lige uden for vinduet, så tænker man - nu er det sku med dække sig.
Dengang vi var hjemme i 1959, havde jeg overvejet Danmark contra Venezuela. Vi havde det jo
sjovt, det var dejlig med familien og Danmark var også dejligt. Der var også en oplevelse, som jeg ikke kunne glemme. Da vi sagde farvel i Kolind, hang Lis om halsen på Bedste. Og så kiggede min mor på mig og sagde – Einar,
du kunne da ikke tænke dig, at hun skal vokse op derovre.
Der skete så også det, at Christiani og Nielsen ville bygge en ny afdeling i Maracaibo. Der havde de ogsså en byggegrund
hvor der var et lille hus på. Og tanken var så, at der skulle jeg skulle bo. Men det ville jeg sku ikke byde Herdis. Jeg ville bo med min familie i et ordentligt hus. Så der strandede det mellem mig og Christiani og Nielsen.
Det endte med at jeg kvittede jobbet. Og der prøvede Christiani og Nielsen så at snyde mig. Der er forskellige regler alt efter, om man selv sagde op eller man blev fyret. Men det var Herdis inde i.
Så det endte med, at jeg fik de penge, jeg havde til gode.
Det endte altså med, at vi tog hjem til Danmark. Og der var heller ikke problemer mellem mig og Christiani og Nielsen bagefter.
Da jeg var kommet hjem til Danmark, kom jeg faktisk til at arbejde for dem igen flere gange. For eksempel da de udvidede Århus Havn, og også da de byggede olieraffinaderiet i Fredericia, og havnen på Sjællands Odde og til sidst
på Lillebæltsbroen.
Jo, jeg har været heldig på den måde, at de har kunnet brugt mig, hvor jeg har været.
Jeg
var jo ikke faglært tømrer eller murer. Jeg var jo bare en bondekarl ude fra Kolind. Det kunne da godt nogle gange give nogle problemer. Men ikke i forhold til mit arbejde, der var sku ikke noget.