Tv

Peruvianere har fået nok af skod-tv

Demonstrationer mod nøgenhed og vold på tv. Præsidenten støtter protesterne

 

Af Catalina Peña-Guillén & Jesper Sørensen

 

”Væk med skod-tv”. ”Nej til den mentale forurening”. Demonstranter i Perus gader protesterer mod tv med vold, afklædte kvinder, bandeord og sladder om de kendte. De er trætte af skandaler, brud på privatlivets fred og almindelige mennesker, som udsættes for karaktermord og ydmygelser.

Desuden bliver der protesteret mod, at peruvianere fra Andesbjergene bliver fremstillet på en nedsættende eller endda racistisk måde.

 

Vil beskytte børn og unge

Demonstrationerne har præget Peru i de seneste uger. Her har mange mennesker vendt sig mod det, man på spansk kalder ”Telebasura”. Et begreb, der bedst kan oversættes til ”affalds-tv” eller ”skod-tv”, og som der er rigeligt af i Latinamerika – og udenfor.

Den 27. februar blev Perus første demonstration mod ”telebasura” holdt i hovedstaden Lima. Demonstrationen blev arrangeret af landets journalistforbund, psykologernes forbund og en række ungdomsorganisationer.

Demonstranterne mener, at tv-stationerne bryder Perus radio- og tv-lov. Denne lov har sat ord på, hvad der må bringes, når børnefamilier ser fjernsyn.

Lovens artikel 40 siger tydeligt, at programmer sendt i horario familiar, familietiden mellem klokken 6 og 22, ikke må vise vold, obskønt indhold eller ”andet indhold”, der kan gå ud over de familiemæssige værdier, især i forhold til børn og teenagere.

 

Præsidenten støtter protester

Perus præsident Ollanta Humala har udtalt sin støtte til protesterne. Blandt andet har han sagt til avisen El Comercio, at han er bekymret for, hvad hans egne børn ser i fjernsynet, og at han ser demonstrationerne som ”et alarmopkald” for at ”skabe værdier og ikke-vold for ungdommen”.

Nu venter de kritiske røster bare på, at præsidenten og parlamentet også sætter ind politisk. Spørgsmålet er, om der er mere end moralsk opbakning til denne side af den peruvianske kulturkamp, og politiske indgreb vil ikke ske uden sværdslag. Dertil er der for mange penge involveret.

Tv-stationerne og deres tilhængere har generelt svaret, at de har mange seere, og at folk bare kan skifte kanal. Men demonstranterne hævder, at det er svært at finde andet end telebasura i peruviansk tv. Og de lægger vægt på, at skod-tv er undergravende for et samfund, der gerne skal bygge på sammenhold og anstændig opførsel.

 

Halvnøgne ydmygelser

Sideløbende med demonstrationerne vokser modstanden mod skod-tv på de sociale medier. På Facebooksiden Programas Basura Tv Peruana har over 7000 brugere forenet sig i kampen for televisión de calidad, kvalitets-tv.

Måske kniber det med en fælles definition af, hvad kvalitets-tv er. Til gengæld lader protestanterne til at være enige om, hvad man ikke bør udsætte børn og unge for mellem klokken 6 og 22.

Det gælder blandt andet programmer som ”Combate” og ”Esto es guerra” (”Dette er krig”), hvor letpåklædte mænd og kvinder konkurrerer, primært om at gøre hinanden til grin. Ydmygelserne har ofte en seksuel karakter. 

Slikker armhuler

”Combate” og ”Esto es guerra” har rødder i programmer fra 90erne som ”Jerry Springer Show” (fra USA), som givetvis inspirerede den peruvianske telebasuras ”mor”, advokaten Laura Bozzo. Som vært på talkshowet ”Laura”, som første gang blev sendt i 1999, inviterede hun ofte underklassen i studiet, hvor de ligesom i Jerry Springers show skændtes og indimellem endda kom op at slås.

I et af sine talkshows var en ung kvinde i studiet, fordi hendes chef beskyldte hende for at stjæle. Så dukkede først hendes chef og siden chefens datter op i tv-programmet for at konfrontere hende, inden Laura Bozzo ved hjælp af en privatdetektiv og skjult kamera i chefens hus kunne afsløre, at tyven i virkeligheden var chefens datter. I andre shows bliver endnu hårdere sandheder afsløret.

Senere introducerede Laura Bozzo en konkurrence under overskriften ”Hago todo por dinero” (”Jeg gør alt for penge”), hvor fattige mennesker blandt andet kunne få penge for at slikke andre menneskers armhuler og fødder på tv. Den slags indslag har inspireret mange tv-programmer, og nu har en del peruvianere fået nok.

(250315)

Hele tre film-projekter om Pablo Escobar

 

Af Jesper Sørensen & Catalina Peña-Guillén

 

Netflix er på vej med en ny tv-serie om Pablo Escobar. Den colombianske narkokonge døde for over 20 år siden, men der lader stadig til at være stor interesse for hans person.

Tv-serien kommer til at hedde ”Narcos” og vil kunne ses på internettet næste år. ”Narcos” skal instrueres af brasilianeren José Padilha, som også stod bag filmene ”Robocop” og ”Tropa de Elite”.

Hovedrollen skal spilles af den brasilianske skuespiller Wagner Moura, som også var med i ”Robocop” og ”Tropa de Elite” samt actionfilmen ”Elysium”. Så man kan roligt forvente masser af krudtrøg, biljagter og dramatik.

 

Kontrollerede narkoverdenen

Dramatik var der også i Pablo Escobars liv. Han var leder af berygtede narkokartel Cartel de Medellín, indtil han i december 1993 blev skudt og dræbt af colombianske soldater. Da havde han siden 80erne kontrolleret narkohandel over hele verden i et omfang, som selv gangsteren Al Capone ikke matchede.

Cartel de Medellín stod for en effektiv produktion og distribuering af kokain, som gjorde ham til en af verdens mest berygtede og eftersøgte mænd. Kartellet var så effektivt, at det menes at have revolutioneret hele narkoverdenen og gjort det langt sværere at vinde krigen mod narkotika.

Den ekstremt voldelige Escobars forbrydelser var skyld i tusinde af menneskers død. Samtidig indbragte forbrydelserne ham en formue, og ifølge magasinet Forbes var han i 1989 verdens syvenderigeste mand. Forbes mente, at han måtte være god for cirka tre milliarder amerikanske dollars.

 

Anden film på vej

Flere andre filmprojekter tager udgangspunkt i Pablo Escobars historie. Den colombianske telenovella ”Pablo Escobar: El Patrón Del Mal” har haft stor succes, selv om en del anmeldere skældte mente, at serien ikke var respektfuld overfor Escobars mange ofre.

I år kommer filmen ”Paradise Lost”, som fokuserer på narkokongens niece, og har Benicio del Toro i rollen som Pablo Escobar. Og den colombianske skuespiller John Leguizamo har finansieret filmen ”The King Of Cocaine” med sig selv i hovedrollen. ”The King Of Cocaine” har endnu ikke haft premiere.  

| Svar

Nyeste kommentarer

24.02 | 19:42

Vi har længe ikke haft tid til at opdatere dennyeverden.dk
Men vi beholder materialet online, fordi mange stadig besøger siden alligevel. Tak for interessen.

30.10 | 22:02

WOW -

03.04 | 19:42

Hej,

Super fin side! Jeg kan godt lide at i går ned i dybden på emnerne!
Hvis i vil kan i også se min side her: https://www.sporttema.dk

Mvh.
Christian

23.01 | 07:17

denne sidde er god