Martin Lindholm blev som spæd adopteret fra Chile til en familie i Danmark.
Nu har han fundet sin biologiske mor, María Elena, som har sendt ham dette billede af sig selv.
"Du var ved at dø af sult”. Sådan lød det, da den 30-årige vejlenser Martin Lindholm lillejuleaften 2010 fik forklaret, hvorfor han som spæd blev adopteret væk.
Dagen før juleaften var dagen, da han endelig fik kontakt til sin biologiske familie ved Chiles hovedstad Santiago efter et halvt års forarbejde, og han betragter selv gennembruddet som en helt
usædvanlig julegave, som han sikkert altid vil have i tankerne op til jul.
Han beskriver her det første år efter sit nye liv.
Af Martin Lindholm
Hele mit liv har jeg
haft mine danske forældre og storebror som nærmeste familie, så det er ikke fordi, jeg har ligget søvnløs om natten og tænkt på, hvor jeg oprindelig kommer fra. Det har mest været i små glimt, jeg har
tænkt på min oprindelse, eller hvis jeg blev mindet om det, hvis jeg så noget i aviser eller i tv. F.eks. DR1-programmet ”Sporløs”, som jeg tit har set.
Flere
personer har også spurgt, hvorfor jeg ikke kontaktede DR for at få dem til at finde min mor. Men det med at have kamera på når/hvis jeg fandt min mor, er jeg ikke meget for. Jeg synes, det virker alt for iscenesat og kunstigt, og det
bryder jeg mig ikke om.
Jeg har haft en god barndom og et godt voksenliv her i Danmark, og det har måske også været grunden til, at jeg ikke har set mig mere tilbage end jeg har,
og tænkt: ”hvor kommer jeg egentlig fra? Det har nok også spillet ind, at jeg som yngre ikke var så eftertænksom, som jeg er i dag.
Men det har da været oppe at
vende nogle gange under aftensmaden i Egtved, da jeg stadig boede hjemme, og når familien var samlet. Mine forældre foreslog dengang, at vi alle fire rejste til Chile, efter jeg var blevet konfirmeret. Men det gik i sig selv igen, fordi det dengang
ikke var så stort et ønske fra hverken mig eller min tre år ældre bror Daniel.
Han er også adopteret fra Chile men fra en anden familie. Pudsigt nok hed jeg også
Daniel, da jeg kom til Danmark som lille. Men på det tidspunkt havde mine forældre allerede min storebror. Så det blev mig, der skulle skifte navn.
Sename - eftersøgningen
Siden jeg flyttede hjemmefra i 2005 for at bosætte mig i Vejle, har tanken og spørgsmålet ramt mig oftere.
Så i slutningen af maj 2007 skrev jeg en mail til det danske konsulat i Chile, hvor jeg fik svar om, at jeg kunne prøve Sename i Chile, en forening, der kan spore slægtninge i Chile, samt en mailadresse til Chiles ambassade i København.
Svaret i mailen var ikke så oplysende og nyttigt, så jeg droppede ideen om at finde min biologiske familie – men kun for en periode.
Jeg
blev lidt skuffet over svaret på min første e-mail, så jeg slog det hele lidt hen. Men efter mine oplevelser i 2004 lå tanken hele tiden i mit baghoved.
I 2004 var jeg backpacker
i et halvt år, hvor jeg på egen hånd rejste rundt i Australien, New Zealand og på Fiji og mødte mennesker fra mange forskellige lande. Efter det halve år kan man på en måde sige, at jeg blev mere international,
og jeg turde flere ting. Men der gik alligevel næsten halvandet år, før jeg igen sendte en mail.
I november 2008 sendte jeg en mail til det chilenske konsulat i København
uden at være alt for forventningsfuld denne gang. Men jeg tænkte bare, at jeg da altid kan prøve; det kan der aldrig ske noget ved.
Jeg spurgte også min danske familie,
hvad de ville sige, hvis jeg fandt min biologiske familie, og de sagde, de ville blive glade på mine vegne og opfordrede mig til at forsøge at finde dem. Jeg fik svar på min mail, at konsulen ville kontakte Chile, og at jeg skulle væbne
mig med tålmodighed, og tålmodighed er netop noget, jeg IKKE har.
Igangsætning
I midten af juni 2010 fik jeg besked om, at Sename ville forsøge at finde min familie i Chile, og efter nogle mails frem og tilbage med de få oplysninger, jeg havde om min mor, var der kun tilbage at vente.
Undervejs fik jeg mails fra min kontaktperson hos Sename i Chile, hvor jeg blev opdateret hver gang, der var nyt i sagen.
Men allerede to uger efter, at Sename påtog sig opgaven, kom der en
mail, som fortalte hvor min mor bor, og jeg blev oplyst om, at jeg har tre mindre søskende! To søstre og en bror. Noget, jeg ikke havde nogen anelse om! Der ville dog gå noget tid, før nogen fra Sename ville komme ud til min mor,
da hun bor langt ude på landet.
Det både var og er lidt underligt at tænke på, at jeg er storebror til tre mindre søskende. Her i Danmark er vi jo kun to, og her er
jeg lillebror.
Den bedste julegave
Et halvt års
tid efter at have fået beskeden om, at jeg er storebror, var jeg ved at vænne mig til tanken. Men der ventede endnu en stor overraskelse, da der i en mail fra Sename den 23. december stod, at organisationen havde besøgt min mor. Jeg modtog
samtidig et håndskrevet brev fra sin mor og et billede af hende.
Det var helt vildt, da jeg så den mail. Jeg kan huske, jeg var på arbejde, og at det var tæt på fyraften.
Da jeg modtog mailen og fik den læst - og så ringede jeg til min danske mor og fortalte hende nyheden; og hun blev også glad på mine vegne. Jeg kunne ikke vente med at komme hjem og se billedet rigtig, og få oversat hendes brev.
Ud fra brevene kunne jeg læse, at min mor gør rent ved en familie sammen med min ene søster, mens den anden søster og min bror arbejder i en restaurant. Min mor og tre søskende
bor alle enten i eller omkring min fødeby, Santiago, Chiles hovedstad. Både mine tre søskende og biologiske min mor har et tæt forhold, og de taler ofte sammen, selvom de tre børn ikke længere bor hjemme.
Taler ikke spansk
Hverken min mor eller nogen af mine søskende
har særligt mange penge, og ingen af dem ejer selv en computer, men går på internetcafé, når de skal bruge internettet. Gennem mine søskende og min moster spurgte jeg til min mor. Min moster er skolelærer
og taler også ofte med min mor.
Jeg er meget glad for at have fundet min familie, men hele denne søgen har ikke været uden problemer og følelsesmæssige op- og nedture.
Allerede fra Sename begyndte at søge efter min mor, foregik al kommunikation på spansk, så jeg har været storforbruger af Googles oversættelsesprogram.
Jeg kan ikke et eneste ord på spansk. Så når jeg fik mails, skulle jeg først oversætte, hvad der stod, og så skrev jeg tilbage på engelsk. Så de har nok også skullet oversætte,
hvad jeg skrev. Jeg kan huske, at jeg i starten var lidt træt af, at de ikke kunne skrive på engelsk. Men jeg ved jo også godt, at der i de sydamerikanske lande enten tales spansk eller portugisisk, og at flere eksperter taler om, at spansk
er det kommende verdenssprog. Så måske skulle jeg bare begynde selv at lære spansk.
Engang imellem skriver jeg med mine søskende og min moster på Facebook. Der skriver
jeg også på engelsk med min familie, mens de så svarer på spansk. Det går fint nok, men engang imellem smutter der et eller flere ord, så jeg bliver nødt til at spørge, hvad de mener. Ingen af mine søskende
skriver på engelsk, og jeg tror heller ikke, de er så gode til det. Men min moster er til tider forståelig på engelsk. De sidder nok også og tænker, hvorfor jeg ikke bare kan skrive spansk til dem.
I starten, da jeg skrev med dem over nettet, følte jeg, at de forventede, at jeg kom og besøgte dem. Det spurgte de direkte om flere gange, og det irriterede mig lidt, mens jeg måtte bedrøve
dem med, at jeg hverken havde tiden eller pengene til at rejse derned. Jeg forstår dem dog godt, da de i deres position ser mig som en person med mange penge, når jeg fortæller dem, at jeg ejer et par bærbare computere og arbejder
med computer, hvilket jeg gjorde, da jeg begyndte at skrive med dem.
En svær opvækst
Jeg har i breve fået at vide, at min chilenske mor har haft det svært. I huset, hvor hun gjorde rent, da jeg blev født, opfordrede hendes chef hende til at bortadoptere sin nyfødte søn,
da hun hverken havde pengene eller midlerne til at forsørge barnet. Jeg var i mine første uger tæt på at dø af sygdom og sult, og det har nok reddet mit liv, at min mor forærede mig væk.
Det er meget skræmmende at tænke på, at jeg kunne havde været død nu. Det har utvivlsomt været svært for min mor at give mig væk, og det var også derfor, hun blev meget rørt
og glad for, at vi igen har fået kontakt til hinanden.
Hun har haft det svært. Min mor hverken har eller har haft mange penge. Hun har givet sin ældste søn fra sig og levede
i et voldeligt forhold, da min søster blev født. Det lyder dog til, at det går bedre. Det seneste jeg har hørt, er i hvert fald, at min mor skal giftes. Så man må sige, at der sker nogle store ting i hvert vores liv.
Jeg synes stadig, at det er lidt underligt at have sin familie på den anden side af jordkloden og dermed have hele to familier. Jeg har også allerede bestemt mig for at få hele oplevelsen
med.
Jeg er i øjeblikket arbejdsløs. Så man kunne mene, at jeg da har tiden til at besøge dem. Og en dag, når økonomien og tiden tillader det, vil jeg bestemt
også rejse til Santiago og besøge min familie og opleve, hvor jeg kommer fra. (april 2014)
Fakta:
Via Chiles ambassade i København kan man få kontakt til institutionen ”Servicio Nacional de Menores” – ”SENAME” i Chile.
”SENAME” har et program, som hedder ”Búsqueda de Raíces” – ”søg dine rødder”, hvor de på vegne af en person vil forsøge at finde ens familie.
Til at starte med skal Chiles ambassade i København sende en anmodning gennem Chiles udenrigsservice, før SENAME vil påtage sig opgaven. Når man så får svar fra SENAME,
skal man give dem alle de oplysninger, man har om dem, man vil finde - og så skal man have tålmodighed igen, mens SENAME arbejder. Læs SENAME: www.sename.cl Chilenske Ambassade i København: www.chiledk.dk
Martin og hans chilenske familie:
Daniel Alejandro Godoy Salazar – i dag Martin Alejandro Lindholm Sørensen, født i 1983.
Mor, María Elena Salazar Villarreal er fra 1961.
Søster, Janett Alejandra Garay Salazar, 1984.
Søster, Verónica Andrea Ruiz Salazar, 1986.
Bror, José Carlos Ruiz Salazar, 1989.