Mormor! Mormor!
Tre små,
blonde børn råber og vinker fra en bakketop til en gråhåret kvinde nede på grusvejen. Kvinden har netop forladt et lille, idyllisk udseende bondehus med bindingsværk og stråtag. Hun går med hastige skridt forbi
bakketoppen uden at svare, vinke eller blot kigge op på sine børnebørn. Så Kaj, Knud og Inger hopper op og ned, fægter med armene og råber nu endnu højere med deres lyse stemmer:
Mormor! MORMOR!
Som så ofte før har hun besøgt familien, og umiddelbart er det
en tidlig sommerdag som så mange andre, her ude på landet i den jyske flække Bjørnkær. Her dufter af hyld og blomstrende frugttræer, og solen skinner gavmildt på himmelen. Som så ofte før havde hendes
elskede børnebørn modtaget hende med kys, knus og kram, allerede inden hun var trådt helt ind ad døren.
Men denne gang er det anderledes,
for mormor vinker ikke farvel til Inger, Kaj og Knud. I stedet går hun med faste, hurtige skridt hen for at tage bussen for enden af grusvejen. På denne junidag i 1938 er hun sikker på, hun aldrig får datteren, svigersønnen og
børnebørnene at se igen. Den lille landarbejderfamilie har solgt bondehuset og sine øvrige ejendele for at udvandre.
Rejsen gik til Venezuela,
og selv om Inger Jørgensen blot var otte år gammel, står afskeden med mormor stadig lysende klar for hende 74 år efter. Nu bor hun i Vejle og fejrede i maj 2010 sin 80 års fødselsdag ved en fest, der uden problemer blandede
det danske sprog og kultur med spansk og latinamerikanske traditioner.
Anderledes problematisk og dramatisk var den Danmarkshistoriske udvandring, som beskrives
her i bogen. 48 danske familier med mange børn rejste i fællesskab ud for at dyrke jorden i Chirgua-dalen i Venezuela. Sammen skulle de opbygge en landbrugskoloni, der skulle vokse sig stor, og mange flere danskere skulle følge efter.
Den venezuelanske stat inviterede familierne, som blev udvalgt blandt 10 gange så mange ansøgere. Venezuela betalte, og den danske stat ansporede danskerne
til at tage af sted. Men ikke alle løfter blev holdt, og det blev den eneste gang, den danske stat stod bag en fælles udvandring.
Denne bog viser
hvorfor, hvorfor forsøget ikke blev gentaget, og den fortæller om nogle af de mennesker, som var en del af eksperimentet. Dengang optog udvandringen aviserne meget, på godt og ondt. Men siden stod den i skyggen af anden verdenskrig med den
tyske besættelse af Danmark, og derefter blev den glemt og fortrængt.
I Venezuela anno 1938 mente man, at europæiske indvandrere nærmest
kunne redde de indfødte fra fattigdom og bringe moderne tider til landet. Der lå gode intentioner bag, og noget skulle der gøres i det ganske velstående, sydamerikanske land, der ikke havde fødevarer nok til sin befolkning.
Men samtidig var den dominerende ideologi i Latinamerika at importere hvide europæere til at ”hvidvaske” kontinentet og berige kulturen. Danmark
var et respekteret landbrugsland, og danskerne skulle løfte venezuelansk landbrug til nye højder. Men myten om de blonde nordboere falmede. De viste sig blot at være mennesker.
Inger
Jørgensen og andre udvandrere har gennem årene indsamlet et stort materiale om udvandringen. Det var et glimrende udgangspunkt for vores bog, og derefter rejste vi til Venezuela for at researche.
Vi læste de officielle dokumenter i landets arkiver, vi besøgte kolonien, og vi talte med danske efterkommere. Vi dykkede også ned i de danske arkiver for at få et samlet overblik over, hvad
der skete med danskerne og kolonien. I begge lande har vi læst dokumenter, der ikke tidligere var åbnet for offentligheden, og som ingen af de to landes regeringer ønskede at få opmærksomhed om.
Bogen bygger også på samtaler med udvandrere og efterkommere, som ser tilbage på kolonien med blandede følelser. Mens nogle gerne ville tale med os, var den for andre en smertefuld
oplevelse, som de helst ville fortrænge. Men vi fandt så stærke øjenvidneberetninger og skriftlige kilder, at vi kunne samle puslespillet alligevel.
Vi lader både kolde kendsgerninger og ofte sentimentale erindringer fortælle historien. Blandt andet stod det klart for os, at mennesker for altid er forbundet med deres fædreland, selv om de tager deres nye hjemlands skik og brug
til sig. Fædrelandet er en del af menneskets identitet, som de danske udvandrere forsøgte at holde fast i ved at holde jul, fødselsdage og bryllupper med så meget dansk islæt som muligt.
Udvandrerne holdt fast i deres danskhed, som var den noget, de varmede sig ved. Derfor var der følelser på spil, da de på et tidspunkt havde svært ved at få fat i danske aviser, og da en dansk familie fik
stjålet de rødkål, de havde taget med fra Danmark og plantet i den venezuelanske jord.
Titlen ”Det glemte eksperiment” kommer fra to vendinger, vi er stødt på
mange gange i vores research. De danske emigranter og deres efterkommere taler ofte om ”den glemte udvandring”. De føler sig glemt af den danske regering og offentligheden. I Venezuela blev kolonien ofte omtalt som et forsøg eller
et eksperiment. Både i pressen og i officielle dokumenter. Vi mener, titlen ”Det glemte eksperiment” afspejler, hvad de danske udvandrere lod sig udsætte for.
Den ene af bogens
forfattere er fra Latinamerika, mens den anden er fra Danmark, og vi har brugt vores baggrund til at forstå landenes sprog, mentalitet og politik. Vi takker for den store interesse, hjælpsomhed og gæstfrihed, vi har mødt under vores
ophold i begge lande, og ønsker god fornøjelse med læsningen.
S. Catalina Peña-Guillén & Jesper Sørensen
Læs om forfatterne: http://www.dennyeverden.dk/68011766