Bøger

Eduardo Galeano skrev bogen om ”Latinamerikas åreladning”, som blev forbudt i de højreorienterede diktaturer. Nu er Uruguays store forfatter død.

Af Catalina Peña-Guillén & Jesper Sørensen

Først kom spanierne og udplyndrede Latinamerika. Så kom USA og gjorde det samme. Det er den røde tråd i Eduardo Galeanos bog ”Las venas abiertes de América Latina” (”Latinamerikas åreladning”) fra 1971, og den fik en kolossal indflydelse. Nu er den uruguayanske forfatter død af kræft, 74 år gammel.

Bogen blev forbudt af Chiles general Pinochet og andre højreorienterede diktatorer i Latinamerikas blodige 70’ere. Den venstrefløjsintellektuelle Eduardo Galeanos bog blev vurderet som for farlig.

Kritikerne hævdede, at han manipulerede med fakta, for at det kunne passe ind i hans verdensbillede. Men især til venstre for midten vandt han mange tilhængere, på linje med Gabriel Garcia Márquez.

Det siger noget om bogens status, at venstrefløjens største ikon i nyere tid, Venezuelas nu afdøde præsident Hugo Chávez, havde den med som gave, da han i 2009 for første gang mødte USA’s præsident Barack Obama. Det øgede salget af bestselleren mærkbart, 38 år efter udgivelsen.

På flugt for sine holdninger

Eduardo Galeano var også journalist og begyndte sin karriere med at tegne karikaturer for et socialistisk ugeblad. Siden blev han direktør for dagbladet ”La Época” og redaktør for det toneangivende ugeblad Marcha, med et marxistisk og kompromisløst udgangspunkt.

Efter militærkuppet i Uruguay i 1973 gik den skarpe debattør i eksil i Argentina, hvor han stiftede Latinamerikas største kulturelle magasin ”Crisis”. Men tre år senere måtte han flygte til Spanien, da diktatoren Jorge Rafael Vedela kom til magten i Argentina.

Lidt efter lidt vendte demokratiet og freden i store træk tilbage i Latinamerika, og fra 1985 til sin død boede han igen i Uruguay. Her afsluttede han romantrilogien ”Memoria del Fuego” (”Ildens erindring”), som også tager livtag med kolonimagterne og Latinamerikas historie.

Specialiseret i at tabe

Men den dokumentariske ”Latinamerikas åreladning” blev Eduardo Galeanos mest kendte værk. Bogen indledes med råt at konkludere, at ”Den internationale arbejdsfordeling består i, at nogle lande specialiserer sig i at vinde og andre i at tabe. Den del af verden, vi i dag kalder Latinamerika, har været fremmelig: Den specialiserede sig i at tabe allerede for længe siden, da renæssancens europæere drog over havet og huggede tænderne i den strube”.

Galeano remser i bogen op, hvordan guld, sølv, olie, jern, kobber, bananer og kaffe med mere er blevet produceret i Latinamerika. Men de rige lande har ”tjent mere på at forbruge disse goder, end Latinamerika på at producere dem”. Selv retten til at kalde sig amerikanerne har latinamerikanerne mistet til USA.

Derfor opfordrede han de latinamerikanske lande til at stå sammen om at forandre verden. For det største problem, ifølge Galeano, var et latinamerikansk kompleks, hvor man talte meget om forandring uden at handle.

”Latinamerikas åreladning” tegner en lige linje fra Colombus’ store opdagelse i 1492 til vore dages fattigdom, guerillakrige og økonomiske kriser. Bogen er en økonomisk analyse, men skrevet i et sprog, så alle kan følge med.

Et kys fra vindens gudinde

Uruguayaneren blev ikke mildere med årene, heller ikke efter militærdiktaturernes fald. Galeano kritiserede blandt andet Verdensbanken, Valutafonden og overgreb på naturen.

Og ikke mindst markedet, som han betragtede som ”en ansigtsløs gud, der giver forfærdelige ordrer til svage lande”, som han udtrykte det i en artikel i dagbladet Information.

Men han var ikke kun til politik. Eduardo Galeano markerede sig også med passionerede fortællinger om fodbold, som han betegnede som noget meget centralt i hans liv.

Han var religionskritisk og kaldte fodbold den eneste ateistiske religion i verden. Det var måske ikke så overraskende, når man kommer fra et lille land, som stik mod al logik har vundet VM i fodbold to gange.

Bogen ”El futbol a sol y sombra” (”Fodbold i sol og skygge”) er hans personlige beretning om fodboldens verdenshistorie. Den beskriver legen, glæden og fascinationen ved fodbold på en både analytisk og poetisk måde: En smuk dag kyssede vindens gudinde menneskets fod, og ud af det kys på en overset legemsdel voksede fodbolden, skrev Galeano blandt andet.

Verden i forandring

Han havde ordet i sin magt, og han var ikke bange for at bruge det. Ikke mindst derfor var han beundret af mange - og hadet af nogle af de magthavere, som så ham og andre af venstrefløjens intellektuelle som en trussel.

Efter flugten fra Argentina skrev Galeano essayet ”Til forsvar for ordet”, at han var skribent for "at narre døden og kvæle de spøgelser der forfølger én".

Døden narrede han ikke i det lange løb. Han døde på et tidspunkt, hvor USA og Cubas præsidenter er i stue sammen, og der forhandles om fred med FARC i Colombia. Verden forandrer sig, og visse udsagn kan forældes, men de færreste betvivler, at Latinamerika har mistet en af sine stærkeste stemmer, som har præget kontinentet i generationer.

Alejandro Zambra - fotograferet af Lisbeth Salas.

Mesterlig chilensk forfatter er nu også ude på dansk. Alejandro Zambra er langt fra den magiske realisme, de fleste forbinder med moderne latinamerikansk litteratur.

Af Catalina Peña-Guillén & Jesper Sørensen

Til sidst dør hun, og han bliver alene, selvom han i virkeligheden havde været alene flere år, før hun døde, før Emilia døde. Lad os sige, at hun hedder, eller at hun hed, Emilia, og at han hedder, hed og bliver ved med at hedde, Julio. Julio og Emilia. Til sidst dør Emilia, og Julio dør ikke. Resten er litteratur.

Sådan indleder chileneren Alejandro Zambra sin prisbelønnede og imponerende debutroman ”Bonsai”. Alejandro Zambra rutter ikke med ordene, men måler og vejer smerte og hjerte i menneskers liv, helt nede på jorden.

Samtidig træder han løbende ud af den fiktive scene, han er så dygtig til at sætte, og fortæller os om sine overvejelser som forfatter. Den slags kunstgreb virker ofte påklistrede og irriterende, men ikke hos den underfundige Zambra.

Dertil er hans beskrivelser af livet, døden og mennesker for vedkommende og for velskrevne. På én gang kyniske og morsomme. Man forstår, hvorfor ”Bonsai” fik en pris hjemme i Chile, og hvorfor bogen blev filmatiseret og vist på Cannes-festivalen.

Langt fra Allende

Anmelderne var overstrømmende og talte om intet mindre end en tiltrængt blodtransfusion til chilensk litteratur. Bogen blev endda kaldt slutningen på en æra og begyndelsen på en ny.

Her var en forfatter, som stillede sig et helt andet sted end den magiske realisme, el boom, som rettede alverdens læselamper mod latinamerikanske navne som Gabriel García Márquez, Jorge Luis Borges og chileneren Isabel Allende. Zambras hus er ikke fuld af ånder.

Man tager munden meget for fuld, hvis man betragter den magiske realisme som fortid. Men der er tale om et nybrud, eller i hvert fald et nyt fokus, på latinamerikansk litteratur, som kan noget ganske andet end de magiske realister. Efter el boom, eller side om side med det, har vi en mere stilfærdig, litterær eksplosion.

Den violette drøm 

Det kan Alejandro Zambra med sine fortællinger så korte, at man lige så godt kunne kalde dem noveller som romaner. Selv med udstyr og omslag sniger ”Bonsai” sig ikke over 100 sider. Men der står meget på linjerne – og mellem dem.

Tag nu Julio og Emilia. De mødes, de ”knalder”, som forfatteren udtrykker det, og de skiftevis kommer tættere og længere væk fra hinanden og andre mennesker. Det er virkelighedsnært, og når der pludselig dukker en violet bjørn op i historien, er det ikke en magisk, realistisk metafor men som del af en drøm.

Den eneste regel

Resten er virkelighed, eller noget, der ligner.En virkelighed, vi delvist selv vælger, hvordan vi vil opleve. Som når Daniela i en anden danskudgivet Zambra-roman, ”Træernes virkelighed”, erkender, at hendes Ernesto snart ikke kommer hjem igen:

Hun forestiller sig, at hun bliver forbløffet, så vred og til sidst overvældet af en endelig ro. Fint nok, det var uforpligtende, lige efter bogen: Man elsker for at holde op med at elske, og man holder op med at elske for at begynde at elske andre, eller for at blive alene, for en tid eller for altid. Det er reglen. Den eneste regel.

”Det er en kærlighedshistorie”, tilføjer Alejandro Zambra lidt efter, ”ikke noget særligt”. Men selvfølgelig er det noget særligt. Det er Zambras forfatterskab også, et velkomment alternativ til den rige magiske realisme, som selv hans vittige kynisme ikke kan slå ihjel. Resten er litteratur.

Monika Ertl voksede op i Bolivia og fik en rolle på den revolutionære venstrefløj.

Var den danske journalist Jan Stage medskyldig i mord? Det spørgsmål er (igen) rejst efter udgivelsen af Morten Hesseldahls roman ”Ernestos hænder”. Kvinden, som formentlig stod bag mordet, døde på samme måde som Che Guevara.

Af Catalina Peña-Guillén & Jesper Sørensen

”Monika trækker revolveren op ad sin taske og sender den første kugle vandret over hans fremstrakte hånd direkte ind i hans hjerte. De næste to skud rammer ham i panden og gennem det ene øje. Han falder bagover, rammer kanten af skrivebordet og ender på gulvet, men da er Monika allerede på vej ud af lejligheden”.

Sådan beskriver Morten Hesseldahls nye roman, ”Ernestos hænder”, drabet på Bolivias konsul, obersten Roberto Quintanilla Pereira, en tidlig morgen i 1971 i Hamburg. På hjørnet af konsulatet holder en dansk journalist i flugtbilen med motoren gående, og dele af fiktionen er formentlig den skinbarlige sandhed:

Alt tyder på, at den unge, venstreorienterede tysker Monika Ertl slog Quintanilla ihjel som hævn for, at han i Bolivia havde beordret Che Guevaras henrettet og hans hænder skåret af. Monika Ertl vender vi tilbage til, for nazi-datteren havde også et andet motiv med i bagagen fra sit liv i Bolivia.

Derimod ved vi ikke med sikkerhed, hvem som kørte bilen. Men romanen har vakt opsigt, fordi Morten Hesseldahl bygger på en historie, den afdøde danske krigsreporter Jan Stage (1937-2003) fortalte til nogle af sine venner. At han, Jan Stage, kørte flugtbilen og dermed var medskyldig i mord.

Nazidatteren blev rebel

Ham vender vi tilbage til, men mindst lige så interessant er den virkelige historie om Monika Ertl. Hun var datter af nazisten Hans Ertl, som var kameramand for filminstruktøren Leni Riefenstahl, som især blev berømt for sine æstetiske propagandafilm for nazisterne. Og hendes tragiske skæbne kunne ikke være konstrueret bedre af Hesseldahl eller andre fiktionsforfattere.

Efter krigen flyttede familien Ertl til Bolivia. Monika Ertl var 16 år, da hun kom til landet i 1953, og hun blev kameraassistent for sin berømte far. Familien grundlagde en landbrug i Bolivia, hvor andre nazister også flyttede/flygtede hen, efter nazisterne tabte krigen. En af dem var den efterlyste krigsforbryder Klaus Barbie, som var kendt som ”Slagteren fra Lyon”.   

Monika Ertl blev venstreorienteret og blev knyttet til den marxistiske guerillabevægelse ELN (Ejército de Liberación Nacional). Bevægelsen begik en stribe bankrøverier for at skaffe penge til et oprør, og under et af dem blev hendes bil genkendt, og hun blev efterlyst af det bolivianske politi.

Hos ELN fik hun det ikke særligt diskrete dæknavn ”La gringa”, og hun blev kæreste med den revolutionære ”Inti” Peredo, som senere blev taget til fange og tortureret ihjel af Bolivias efterretningschef -  Roberto Quintanilla Pereira.

Så Monika Ertl havde også et personligt motiv for at dræbe Quintanilla. Efter mordet i Hamburg vendte hun tilbage til Bolivia, hvor hun og resten af ELN forsøgte at bortføre Klaus Barbie, som var rådgiver for landets undertrykkende, højreorienterede regime. Bortførelsen mislykkedes, og i stedet blev Monika Ertl i maj 1973 skudt af bolivianske sikkerhedsstyrker. 

Gammel påstand

Jan Stage var i 60erne agent for Castros Cuba og skrev senere artikler fra latinamerikanske lande til dagbladet Information, blandt andet om ELN i Bolivia. Her kan Monika Ertl og han have mødt hinanden og aftalt at dræbe Quintanilla, men det er ren spekulation.

Den danske presseomtale kan godt give indtryk af, at Jan Stages påståede medvirken til drabet er en nyhed. Men det mere end antydede den tyske journalist og forfatter Jürgen Schreiber også i sin bog ”Sie starb wie Guevara: Dei Geschichte der Monika Ertl”, der udkom i 2009. Jürgen Schreiber skrev også, at Jan Stage var dybt involveret i revolutionære kredse.

Også den bolivianske historiker Gustavo Ostria har omtalt Jan Stage som medvirkende til drabet. Ingen har dokumenteret påstandene, og som det fremgår af en del artikler, så holdt den velskrivende Jan Stage sig ikke altid præcist til sandheden. 

Fra FARC til Che

Vi ved ikke, om den farverige reporter sad i flugtbilen, men et godt forlæg til en romanfigur var han i hvert fald.

Morten Hesseldahl trækker på lige dele sandhed og fri fantasi, selv om romanens flugtchauffør hedder Mikkel og ikke Jan. Men ”Mikkel er ikke Jan Stage. Mikkel er en romanfigur”, skriver Hesseldahl i en kommentar sidst i bogen.

Han trækker også på sin mangeårige interesse på Che Guevara, den cubanske revolution og Latinamerika, hvor han også fandt inspiration til romanen ”Natten er lige begyndt” om den colombianske oprørsbevægelse FARC’s kidnapning af en ung dansker.

Morten Hesseldahl var Jan Stages forlægger og ven, og ved at bruge sin afdøde vens historie har han opnået masser af omtale og interesse for bogen, som også fortjener anerkendelse for at være en spændende og sprogligt vellykket krimi. Den giver os også en velkommen lejlighed til at dykke ned i den latinamerikanske historieskrivning.

Forfatteren Julio Cortázar var del af det litterære boom i Argentina

Af Jesper Sørensen & Catalina Peña-Guillén

“Midt imellem første og anden sal mærkede jeg, at jeg skulle kaste en lille kanin op”.

Allerede bagsideteksten afslører, at Julio Cortázar havde sans for underlige og forunderlige formuleringer. Som en argentinsk Villy Sørensen fascinerede den afdøde forfatter med sine sære historier, og det gælder også i ”Parkernes kontinuitet – og andre noveller”, som forlaget Basilisk netop har udgivet på dansk.

Bedre sent end aldrig, kan man sige, for den originalt tænkende og skrivende forfatter døde i 1984, og flere af hans historier findes ikke på dansk i forvejen.

Julio Cortázar var del af det, man kalder ”el boom”, en kreativ eksplosion af fascinerende latinamerikanske forfattere som peruvianeren Mario Vargas Llosa, colombianeren Gabriel García Márquez, mexicaneren Carlos Fuentes og Cortázars landsmand Manuel Puig. Og i samme litterære vægtklasse.

Mand farer vild i frakken

Det var et boom af forfattere, som ofte svinger over i den magiske realisme eller det deciderede gakkede. Men som ofte, og det gælder også Julio Cortázar, rammer noget i vores virkelighed.

Det gælder for eksempel i novellesamlingens skøre historie om en mand, som skal skynde sig ud af døren, så det ikke kan gå hurtigt nok med at få sin sweater på.

Den hverdags-stressede situation ender hos Cortázar med, at manden farer vild i sweateren og ender med at dø en frygtelig død. Det er ren galskab, men på samme tid genialt og genkendeligt, hvis man er menneske og ikke altid har tjek på tilværelsen.

Læs ham eller tab håret

Til tider kan man som læser også selv fare lidt vild i hans fortællinger, tankespring og sære metaforer, måske er Cortázar endda selv faret vild, som når en mand i en novelle fascineres så meget af salamandere, at han tilsyneladende forvandler sig til én.

Men man lander altid på benene igen, om end lettere fortumlet. Det er en stor forfatter, Basilisk har fået oversat, og historierne fortjener et større dansk publikum.

Man kan i øvrigt også dykke ned i hans univers ved at se de film, der er inspireret af hans bøger. Det gælder Jean-Luc Godards ”Weekend” og Michelangelo Antonionis ”Blow-Up”.

Men du skal også læse ham, hvis du vil holde dig sund og rask. Hvis Den Nye Verdens ord ikke er nok til overbevise dig, så smag lige på den legendariske chilenske digter Pablo Nerudas lovprisning af sin kollega:

”Enhver, der ikke læser Cortázar, er fortabt. Ikke at læse ham er en alvorlig, usynlig sygdom som med tiden kan få frygtelige følger. Det er ligesom en mand, der aldrig har smagt ferskner. Han bliver stille og roligt mere og mere trist… og vil, sandsynligvis, lidt efter lidt, tabe håret”.

Af Jesper Sørensen

Fodbold-VM i Brasilien er slut, men verdens øjne vil også i de kommende år hvile på Latinamerikas største land. Til oktober er der præsidentvalg, hvor Dilma Rousseff søger genvalg midt i en omtumlet tid, og om i sommeren 2016 er Brasilien igen vært for en kæmpestor sportsbegivenhed, OL i Rio de Janeiro.

Desuden er Brasilien et af BRIKS-landene med en voksende økonomisk, politisk og kulturel indflydelse.

Hvis man vil forstå denne udvikling, kan man gå ombord i bogen "Brasiliens forvandling" med undertitlen "Den nye stormagt bag facaden". Forfatteren er danske Jonas Fruensgaard, som er journalist med base i Brasilien, og blandt andet skriver for Kristeligt Dagblad og Ræson.  

På 280 sider ridser han hovedtrækkene i landets dramatiske historie op, ligesom han gør læseren klogere på religion, levevilkår, kriminalitet og meget mere. Og så selvfølgelig den sociale ulighed, som er en af årsagerne, men langt fra hele forklaringen på de massive demonstrationer, der begyndte i sommeren 2013.

Der er allerede sket en del siden bogens sidste punktum. Brasilien-Tyskland 1-7, for eksempel, og BRIKS-landenes idé om at skabe et alternativ til Verdensbanken. Brasilien er et fascinerende land i en rivende udvikling, der aldrig står stille.

Dermed er der gode grunde til at læse bøger om landet, også denne, og for forfatteren og forlaget Mellemgaard må det være oplagt at genudgive bogen frem mod OL.

Af Jesper Sørensen & Catalina Peña-Guillén

Den fem-årige María synes, det er synd for fader Miguel henne i kirken. Han har nemlig kun Gud og hans søn Jesus, som ikke er en gud. Det må være mærkeligt kun at have én gud. Hvad gør man så, når man skal ud på søen for at fiske? Eller når man skal bygge et nyt hus?

María bor i Bolivia og er hovedperson i den nye, danske børnebog ”María fra Titicacasøen”, som giver børn et indblik i én af de måder, man kan leve som barn i Latinamerika. Bogen fokuserer på en almindelig dagligdag, som på mange måder ikke adskiller sig fra danske børns.

Venskab, leg og familie er i høj kurs, og der er mange spørgsmål at stille, også af mere åndelig karakter. María lytter til heksen Mama Manuelas forunderlige historier om guderne og ånderne, når hun ikke leger med sin bedste ven eller tager med sin mor på marked for at sælge trøjer og ponchoer med mere fra en bod.

Bogen er skrevet af debutanten Birgit Willaing Jensen, som har en uddannelse i statskundskab og ulandsstudier. Under et ophold i Bolivia blev hun betaget af landets mange indianske folk og deres kultur.

Historien henvender sig nok mest til børn, som er lidt ældre end bogens femårige hovedperson. Bogen er illustreret af Gunhild Brink. 

Af Jesper Sørensen & Catalina Peña-Guillén

Den colombianske forfatter Gabriel Garcia Márquez er død, 87 år. Han døde af lungebetændelse i Mexico City, hvor han boede.

Gabriel Garcia Márquez regnes for at være Latinamerikas største forfatter, og han er endda ofte udnævnt til den vigtigste stemme på det spanske sprog.

I 1982 fik han Nobelprisen i litteratur, efter han havde fået sit internationale gennembrud med romanen "100 års ensomhed".

Magisk realisme

Romanen blev så populær, at han ses som faderen til den såkaldt magiske realisme, som man også finder hos mange andre latinamerikanske forfattere. I hans romaner blandes poesi, vold, åndelighed og humor på en gribende måde. Selv sagde han, at surrealismen kom fra den latinamerikanske virkelighed. 

Blandt andre kendte bøger fra den flittige skribent er "Kærlighed i koleraens tid" og "Patriarkens efterår".

En del af hans bøger er filmatiseret, blandt andre "Erindring om mine bedrøvelige ludere", som var i biograferne i 2011 med danske Henning Carlsen som instruktør.

Ven med Castro

Udover at være en mesterlig forfatter var Gabriel Garcia Márquez journalist og samfundsdebattør med stærke sympatier for venstrefløjen og ikke mindst Fidél Castro, som han var nær ven med.

Hans politiske synspunkter betød, at han flyttede i eksil i Mexico, fordi der var et højreorienteret diktatur i hans hjemland. Desuden betød hans nære relation til Cuba og Castro, at han i mange år ikke måtte rejse ind i USA.

Efter hans død hyldes han overalt i Latinamerika. Næsten. For tiden har ikke læget alle sår. En del af hans familie ønsker ham begravet i sit hjemland, mens en anden del af familien ønsker ham begravet i Mexico, og mange andre ytrer deres meninger om emnet.

Gabriel Garcia Márquez' politiske holdninger gjorde ham til en omdiskuteret skikkelse i Latinamerika. Men de færreste bestrider, at en mesterlig forfatter er gået bort.

I sin nekrolog kalder den borgerlige, colombianske avis El Mercurio kalder ham "el colombiano más grande", den største colombianer, og mindre kan ikke gøre det. (180414)

Dansk fotograf afslutter syv års arbejde med tankevækkende fotobog om verdens største regnskov

Af Jesper Sørensen & Catalina Peña-Guillén

”Pludselig ser jeg, hvor høje træerne er, når de strækker sig ud over flodbredden efter lys, så kun en stribe af himlen efterlades synlig. I underskoven forsvinder alt lyset til gengæld, og mine øjne sættes på vandring ind i det hemmelighedsfyldte mørke. Regnskovens millioner af krydrede dufte kommer mig i møde, temperaturen falder, og tiden går i stå”.

Sådan beskriver fotografen Mads Nissen et af sine mange møder med Amazonas. Den latinamerikanske regnskov har sat et varigt vandmærke i hans sjæl, og han formidler sin fascination i tekst og især fotografier i den nye bog ”Amazonas”.

Det er en sorthvid billedfortælling med mange nuancer. Med en helt anden vinkel, end Disney og rejsebranchen ville have valgt. I ”Amazonas” får vi, råt og ofte poetisk, resultatet af syv års arbejde og en halv snes rejser ind i regnskoven.

Ifølge Mads Nissen er der ”så fundamentalt anderledes, at det pludselig er den øvrige verden, og ikke skoven, der synes ensformig”.

Et gigantisk virvar

Vi taler om verdens største, sammenhængende regnskovsområde. Seks millioner kvadratkilometer, der breder sig gennem Brasilien, Ecuador, Venezuela, Colombia, Bolivia, Peru, Guyana, Surinam og Fransk Guyana.

Som 18-årig rejste han 10 måneder til Venezuela for at lære spansk og lave frivilligt arbejde. På et tidspunkt kom han til byen Puerto Ayacuchu ved Amazonas-regnskoven, og den oplevelse satte sig fast.

”Det var et fremmede og mærkeligt sted, som var helt nyt for mig, og jeg var vildt fascineret. Den fascination er rygraden i min bog. Det var ét stort virvar, et møde mellem regnskoven og resten af verden, mellem natur og den moderne, rationelle civilisation, og de modsætninger ses også i mine billeder”, siger Mads Nissen.

De ædle vilde

Han tror ikke på den romantiske forestilling om ”de ædle vilde”. Amazonas er ikke Disney og romantik.

”Hvis du spørger moderne mennesker, hvor de føler sig mest harmoniske og er mest i zen, så svarer de fleste, at det gør de i naturen. Sandheden er nok, at vi er kommet langt væk fra naturen, men har nogle romantiske drømme om den”, siger Mads Nissen.

Umiddelbart er det umuligt at kapere og til fulde forstå Amazonas, og det påstår fotografen heller ikke, at han gør. Tvivlen er hans nådesgave.

Græsroden og guldfeberen

Han har været græsrodsaktivist med en indignation over, hvordan den moderne civilisations behov ødelægger regnskoven med fældning af træer, minedrift og andre projekter.

Han har set indianerne som ofre for en kapitalistisk jagt på ressourcer. Det er eksemplificeret i bogen af den illegale guldmine Eldorado de Juma i Brasilien, hvor højtryksslanger er ved at spule naturen væk i et anfald af guldfeber.

”Min holdning er ikke entydigt ændret, men jeg kan se flere nuancer, efter jeg har været i regnskoven en halv snes gange. Efter jeg har levet sammen med guldgraverne et stykke tid, forstår jeg bedre deres valg, og det har været befriende for mig ikke at skulle fordømme de mennesker, jeg fotograferer. I stedet giver jeg mig lov til at være forvirret og diskutere med mig selv.

Det hører jo også med, at indianerne i regnskoven i et vist omfang selv rækker ud efter civilisationen, så de kan få medicin og moderne forbrugsgoder. Billedet er komplekst, det er både godt og ondt”, siger Mads Nissen.

Din fortælling er ikke sorthvid, men det er dine fotografier. Hvorfor, Amazonas er jo fuld af farver?

”Det spørgsmål har jeg fået en del gange. Jeg har skam også set farvestrålende papegøjer i solnedgangen, og det er virkelig smukt, men det er ikke det, der har fascineret mig mest. Jeg har valgt en anden vinkel”.

Bedraget af Elvis

I stedet for farverne byder bogen på en umiddelbar råhed. Vi kommer meget tæt på regnskovens beboere. Nogle af dem er afklædte og i andre situationer uden filter. Hvordan kommer man så tæt på som fotograf?

”For at kunne fotografere mennesker er tillid vigtigere end teknik, og den tillid kommer, når man bruger meget tid sammen med folk. Jeg har sovet i hængekøjer i samme rum som dem, og vi har spist sammen. Så er jeg bare Mads, som har et kamera med.

Jeg føler mig meget hjemme i Amazonas og blandt latinamerikanere, og jeg er blevet modtaget med meget åbne arme overalt. I begyndelsen er de altid ekstra opmærksomme på mig, for selvfølgelig skiller jeg mig ud, og jeg prøver ikke at løbe fra, at jeg er dansker og har en anden baggrund. Men jeg ønsker at blive betragtet som en normal, ung fyr, og folk kan godt mærke, om man er oprigtigt interesseret i dem.”.

Fotografen fortæller, at han også selv er meget åben over for de mennesker, han møder. Åbenheden giver gevinster, men også bagslag. Som da han som 18-årig i Puerto Ajacuchu mødte en ung fyr, som hed Elvis. Mads Nissen og hans to kammerater betalte tusindvis af kroner for, at Elvis skulle arrangere en ekspedition ind i regnskoven, men de så ham aldrig igen.

”Jeg har besluttet mig for at være godtroende. Det er bedre at være naiv og måske blive snydt og skuffet engang imellem end at snyde sig selv for oplevelser, fordi man har paraderne oppe”, siger han.

Amazonas overlever

Bogen efterlader ingen tvivl om, at hans parader var nede, så han kunne få favnen fuld af oplevelser, arme og ben fulde af myggestik, og sjælen fuld af frugtbar tvivl.

Vi møder nomader med børn hængende på ryggen eller ved brystet, homoseksuelle og andre udstødte i asyl, hytter af tørrede palmeblade, primitiv og effektiv jagt på føden, legende børn, krigere med ild i hjertet og såmænd også en abe, som kærligt krammer en tamkat. Som endnu et billede på to verdener, der engang var helt adskilt.

Der er flere oplevelser at komme efter, bogen er ikke et facit, den er en af mange sandheder om Amazonas. Mads Nissens udgave af sandheden er, trods al tvivl, og verdener, der flyder sammen, også besjælet med en livgivende optimisme for det Amazonas, han beundrer, frygter og frygter for.

Katten er tæmmet, men man forstår på Mads Nissens forord, at mennesket ikke kan overvinde alt.

”Hver eneste gang, jeg kommer tilbage til Amazonas, finder jeg en lille sti og lader mig føre ind i skoven, til den lukker sig om mig. Jeg prøver ikke at bekymre mig om, at mennesket er ved at ødelægge naturen. For jeg ved, den vil vinde til sidst. Jeg har set dens planter skyde op ad klistrede oliepøle, og jeg ved, at dens kakerlakker kan overleve mere plutonium end mennesket. Det gør mig rolig”.

”Amazonas” er udkommet på forlaget Gyldendal. Indtil den 28. juli udstilles Mads Nissens billeder i Øksnehallen i København. Bogen kan købes via http://www.madsnissen.com/shop/

Af Jesper Sørensen og Catalina Peña-Guillén

”I sådanne nætter hændte det, at vi følte os ilde til mode, når to runde, lysende øjne pludselig dukkede op af havet lige ved siden af flåden og gloede hypnotiserende på os uden at blinke, som var det nøkken selv. Ofte var det store blæksprutter, der kom op og flød på overfladen med djævelske, grønne øjne, der lyste som fosfor i mørket.”

Den biografaktuelle norske film ”Kon-Tiki” har fået Gyldendal til at genudgive Thor Heyerdahls bog ”Kon-Tiki-ekspeditionen”, og det er en god idé, for nordmanden var ikke bare en usædvanlig eventyrer, han kunne også skrive med glød og talent om sine oplevelser på det åbne hav. Som at være der selv.

Filmen er nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film, og bogen holder også vand 66 år eventyrerens mildest talt hasarderede sejlads.

Strømmen og vinden drev dem tværs over Stillehavet - med en kortbølgeradio som deres eneste tekniske hjælpemiddel og med en sekstant og stjernerne som vejvisere. Og ekspeditionslederen Thor Heyerdahl kunne ikke svømme!

Helten Heyerdahl tog fejl

De fleste regnede med, at den norske vovehals og hans fem kammerater ville dø på deres farefulde færd. Besætningen krydsede det store og alt andet end stille hav på en selvbygget og skrøbelig tømmerflåde af balsatræ, som ifølge flere videnskabsmænd ville synke, hvis den ikke blev tørret på land med jævne mellemrum. Det lød som det glade vanvid, og mange mente, at Heyerdahl måtte være gal.

Men Thor Heyerdahl var en stædig mand, og han ville bevise en teori om, at peruvianske inkaer kunne være sejlet til Polynesien i forhistorisk tid. At det i virkeligheden var dem, som opdagede og befolkede Polynesien, og ikke mennesker fra Asien.

Nyere DNA-forskning viser, at han tog fejl, og at polyneserne er mere beslægtet med asiater end med sydamerikanere, præcis som videnskaben mente allerede dengang. Men det fjerner ikke fascinationen af, at den unge nordmand i dén grad var parat til at forfølge sine drømme og stille sin videbegærlighed.

Ekspeditionen blev en kolossal succes. Ikke så meget fordi, Heyerdahl beviste, at sydamerikanerne teoretisk set kunne have klaret rejsen, for det beviste selvfølgelig ikke, at de faktisk havde gjort det.

Mere fordi eventyrerne overlevede og nåede frem, trods de dystre spådomme, orkaner, skarpe koralrev, indbyrdes skænderier og mange tons tunge hvalhajer, som både gav frygt og latter hos mændene ombord, som næsten ikke troede deres egne øjne:

”Så stort var uhyret, at når det svømmede i ring rundt om os og under flåden, så var hovedet synligt på den ene side, mens hele halepartiet stak frem på den anden. Og så usandsynlig grotest, træg og dum så den ud, at vi ikke kunne bare os for at hyle af latter, skønt vi var klare over, at den havde muskelbundter nok til at splintre både balsastammer og tovværk, hvis den angreb os”, skrev Heyerdahl.

Verden er stadig uudforsket

Det kunne det næsten kun gå galt. Men det gjorde det ikke. Heyerdahl var nemlig mere end en drømmer og en rastløs sjæl, han fik også tingene til at ske. Så besætningen udsatte sig for 101 dage på åbent hav, en rejse på 8000 kilometer med mange farer. Det er og bliver en fantastisk historie.

En historie, som er kendt af mange. Alligevel er genudgivelsen på sin plads, og bogen løftes af globetrotteren Troels Kløvedals forord om sit idol, og ikke mindst af det begavede efterord af arkæologen Donald P. Ryan, som nåede at arbejde sammen med Heyerdahl. Donald P. Ryan får det sidste ord i bogen og i denne artikel, for det kan ikke udtrykkes bedre:

”Kon-Tiki har tålt tidens tand og forbliver et mesterværk inden for ekspeditions- og opdagelseslitteraturen. Bogen har givet næring til flere generationers drømme og inspireret dem til at tænke modigt … Selvom verden bliver mindre, er vores planet og universet omkring den stadig i høj grad uudforsket. Thor Heyerdahl ville have skrevet under på det. Og hen over siderne i en fantastisk bog sejler en gruppe modige mænd på en primitiv tømmerflåde, der stadig minder os om det.”

Se klip fra filmen her: http://www.youtube.com/watch?v=AmV0wQHBaaM&feature=player_embedded

Af Catalina Peña-Guillén & Jesper Sørensen

Årets Astrid Lindgren litteraturpris 2013 går til den argentinske børnebogsforfatter, illustrator, sanger og sangskriver Isol.

Med prisen følger fem millioner svenske kroner. Prisen uddeles af det svenske kulturråd og regnes for at være verdens største børne- og ungdoms-litteraturpris.

Tror mor, jeg er en hund?

Den 40-årige Isol blev døbt Marisol Misenta i Buenos Aires. Hun er en særdeles kreativ kunstner, som ifølge juryen ”tager udgangspunkt i børnenes nøgterne opfattelse af verden og leverer åbne svar til de spørgsmål de stiller til den".

Den tidligere kunststuderende har blandt andet illustreret tekster af Paul Auster og har i mange år samarbejdet med den argentinske digter Jorge Luján.

Hendes egne tekster er morsomme og filosofiske. I sin debut fra 1997, ”Vida de perros”, beskriver hun de ligheder, en lille dreng ser mellem sin bedste ven, en hund, og sig selv. ”Hvordan kan mor vide, jeg ikke er en hund?”, spørger drengen.

Mor eksploderer

I ”El Globo” fra 2002 er en moder ved at eksplodere af vrede og forvandles til en ballon! Og i sin seneste, selvstændige udgivelse, ”Nocturno” fra 2011, fortæller hun om nattens drømme i et fluorescerende lys.

”Hendes billeder vibrerer af energi og eksplosive følelser”, hedder det i juryens begrundelse, der fortsætter ”med en behersket palet og konstant nye billedløsninger skubber hun til de indgroede opfattelser og flytter billedbogs-mediets grænser. Hun tager udgangspunkt i barnets klare øjne på verden og svarer på deres spørgsmål med drastiske udtryk og åbne svar. Med befriende lethed og humor behandler hun endda tilværelsens mørkere sider”.

Isols bøger er udgivet i over 20 lande. På norsk har Gyldendal udgivet ”Hundeliv” (”Vida de perros”), men Gyldendal oplyser til www.dennyeverden.dk, at forlaget ikke har planer om at udgive hendes bøger på dansk. 

26. marts 2013